I kølvandet på de store ændringer af forhandlernettet for Fendt og Massey Ferguson i Jylland er nogle kunder i det nordlige Vestjylland blevet lidt urolige for deres fremtidige service af Massey Ferguson. Det er der imidlertid ikke grund til, for Hjallerup Maskinforretning og Grønning Smede- og Maskinforretning har allerede indgået en aftale om samarbejde omkring salg og service af de røde traktorer.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har aftalt, at Peter Mejlhede, Claus Marcussen og deres kolleger fra Grønning Smede og Maskinforretning tager hånd om kunderne i det samme område, som de hidtil har håndteret som områdeforhandler for A/S Henry D. Nielsen, og også tager sig af service i noget af det område, hvor vi nu har overtaget Massey Ferguson, fortæller adm. direktør Morten Bordvik fra Hjallerup Maskinforretning. Han er sikker på, at kunderne i området vil blive godt tilfredse med løsningen, for det kombinerer fordelene ved lokal service og regional styrke.

Peter Mejlhede fra Grønning Smede og Maskinforretning er også tilfreds med det nye samarbejde.

- Vi har arbejdet med Massey Ferguson siden 2014, og det har absolut været en positiv oplevelse, både hvad angår salg og service. Med samarbejdet med Hjallerup Maskinforretning får vi en stærk partner og kan trygt se fremtiden i møde - og det kan vores kunder også.

Lokalt forankret

Grønning Smede- og Maskinforretning ejes og drives af Peter Mejlhede og Claus Bertram Marcussen, der sidste år overtog 50 procent af forretningen. Firmaet er kendt for salg og service af Massey Ferguson, Lemken, Krone, Kongskilde/JF og I-Grind.

Hvis man spørger Peter Mejlhede, hvilken forretning han driver, bliver svaret 'en helt almindelig lokal maskinforretning og smedje', men ved nærmere bekendtskab viser det sig, at maskinforretningen både arbejder med landbrugsmaskiner, har en butik med småmaskiner og forbrugsdele og ovenikøbet selv har udviklet en halmknuser med enorm kapacitet. Den produceres i USA og er foreløbig solgt til flere maskinstationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er således et kompetent team, der også fremover skal servicere Massey Ferguson i området Skive, Vinderup, Salling, Mors og Thy.