John Deere har øget indtjeningen kraftigt i det seneste regnskabsår. Koncernen landede et resultat på 510 millioner dollar i regnskabsårets fjerde kvartal, der sluttede den 9. oktober. Resultatet i tilsvarende kvartal året før var 285,3 millioner dollar.

Samlet blev årsresultatet 2,159 milliarder dollar, mod 1,524 milliarder dollar året før, hvilket koncernen forklarer med forbedrede markedsvilkår for både landbruget og entreprenørsektoren.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Desuden fremhæver John Deere, at koncernen har nydt godt af, at den står stærkt på markedet med avancerede produkter, og dertil kommer fordele af at have en fleksibel omkostningsstruktur.

Den positive markedsudvikling kan også aflæses i John Deeres omsætning, som på verdensplan steg hele 23 procent i fjerde kvartal til 8,018 milliarder dollar. I hele regnskabsåret viste omsætningen en stigning på 12 procent til 29,738 milliarder dollar.

Succesfuldt år

- John Deere har afsluttet endnu et succesfuldt år, hvor både forbedrede markedsforhold og vores eget arbejde med at trimme virksomheden bidrog til et stærkt resultat, siger John Deeres topchef Samuel R. Allen.

Han fremhæver, at indtjeningen er den femtehøjeste i virksomhedens historie.

John Deere venter, at den positive udvikling i indtjening videreføres i det kommende regnskabsår, hvor forventningen er en nettoindtjening på 2,6 milliarder dollar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Særligt Sydamerika

John Deere konstaterer, at efterspørgslen efter John Deere-produkter generelt steg i seneste regnskabsår.

- Men særligt landbrugsmaskiner i Sydamerika viste stor fremgang, og salget af entreprenørmaskiner steg stejlt. Samtidig realiserede vi fordele af vores brede produktprogram og tilpassede omkostningsstruktur. Resultatet er, at vi er godt positioneret til at betjene nuværende kunder, samtidig med, at vi kan investere i yderligere vækst og tiltrække nye kunder i fremtiden, siger Samuel R. Allen.

Vejentreprenørmaskiner

I det seneste regnskabsår er det også blevet til betydelige investeringer, blandt andet i virksomheden Wirtgen Group, som Samuel R. Allen betegner som verdens førende producent af vej-entreprenør-maskiner.

Han forventer, at den endelige godkendelse af overtagelsen falder på plads i december og at John Deere herefter vil være en endnu mere betydningsfuld aktør på markedet for entreprenørmaskiner.