Salget af sukkerroefrø i Kina udvikler sig så positivt for Maribo Seed, at Holeby-virksomheden netop har udvidet sin kinesiske organisation med en tredje sælger.

- Vi kom ind på markedet i 2009 via en lille ordre fra British Sugar. Året efter åbnede vi kontor i Harbin i det nordøstlige Kina, som er en af de to regioner, hvor der dyrkes sukkeroer. Senere har vi også ansat en sælger i Xingjiang i det vestlige Kina, hvor den anden sukkerroe-region er. Det har givet os en stærk vækst, og Kina er nu vores femtestørste eksportmarked, oplyser Kevin Knagg, som er Maribo Seeds salgschef for nye markeder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag kommer tæt på 90 procent af det kinesiske sukker fra sukkerrør, der dyrkes i de sydligere regioner.

Nordpå er det for tørt til at dyrke sukkerrør, men sukkerroer går fint. Dog er udbytteniveauet noget lavere end det danske.

Hvor en dansk sukkerroedyrker kan producere 13-14 tons sukker pr. hektar, er udbyttet i Kina endnu kun på ca. 5-7 tons.

- Men vi rådgiver dyrkerne om, hvordan de skal dyrke roerne, og vores frømateriale vil også bidrage til at øge udbyttet, siger Kevin Knagg.

100.000 hektar

Sukkerforbruget pr. person i Kina er kun er fjerdedel af det europæiske, men ventes at stige i takt med øget velstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Næsten al sukker i Kina sælges i detailhandel, fordi kineserne laver deres måltider helt fra bunden. I vores del af verden sælges langt den største mængde sukker til fødevareindustrien. Industrien forventer, at når kineserne får flere penge, vil de i højere grad også købe forarbejdede fødevarer. Dermed tegner der sig et stigende forbrug af sukker, forklarer Kevin Knagg.

I Kina dyrkes cirka 100.000 hektar sukkerroer. Det svarer til et samlet forbrug af ca. 135.000 pakker frø.

Maribo Seed er blandt de førende frøudbydere på markedet. MARIBO-frøene produceres på fabrikken i Holeby og går via Hamburg og Rotterdam med skib til Kina. Her sælges de til sukkerfabrikkerne.