Det økologiske landbrugsareal var i maj 2015 vokset med blot to procent i forhold til samme tid året før, viser nye tal fra NaturErhvervstyrelsen. Siden har øko-omlægningen taget fart. I de resterende seks måneder af 2015 startede mere end 350 bedrifter omlægning til økologi, og i år har danske landmænd søgt om økologisk arealtilskud til et rekordstort areal. Økologisk Landsforening glæder sig over udviklingen og vurderer, at den vil fortsætte de kommende år.

- Det er utroligt glædeligt at se, at omlægningen af danske marker til økologi er begyndt at tage fart. Der var en massiv tilgang af økologiske bedrifter i 2015. Og sammenholdt med ansøgning om økologisk arealtilskud til et rekordstort areal på mere end 41.000 hektar i år - svarende til en stigning på cirka 22 procent fra det nuværende niveau - tegner det et tydeligt billede af et landbrug, der lytter til danskernes ønske om mere økologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er overbevist om, at målet om en fordobling af det økologiske areal i 2020, som den forhenværende regering satte, er indenfor rækkevidde,

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening

Sådan lyder reaktionen fra Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, på den nye øko-statistik som NaturErhvervstyrelsen netop har offentliggjort.

Stor udvidelse

Statistikken er opgjort den 31. maj 2015, og her var der 2.636 økologiske landbrug Danmark, der tilsammen dækkede over et økologisk areal på 179.808 hektarer - svarende til en stigning på to procent i forhold til året før.

Ved udgangen af 2015 var antallet af økologiske landbrug imidlertid vokset til 2.991, og den samlede tilgang af økologiske bedrifter i 2015 var den største i 15 år.

Den nye statistik tager således ikke højde for de ekstraordinært mange landmænd, der søgte om økologisk arealtilskud i den udvidede ansøgningsrunde med frist i september sidste år. De omkring 350 landbrug, der har ansøgt om økologisk autorisation efter 31. maj 2015, indgår derfor først i statistikken for 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Markedet kræver økologer

Per Kølster understreger, at markedet netop i høj grad kalder på en større produktion af økologiske varer. Salget af økologi i den danske dagligvarehandel er steget i mere end ti år i træk, øko-salget til landets professionelle køkkener er tredoblet siden 2009, og eksporten af danske øko-varer er syvdoblet på ti år.

Per Kølster tror på, at den positive udvikling vil fortsætte i de kommende år.

- Virksomheder, detailhandel og eksportmarkeder meddeler samstemmende, at forbrugernes interesse for økologiske fødevarer bliver mere og mere tydelig. Og samtidig mærker vores landbrugskonsulenter en bred og markant stigende interesse for omlægningstjek hos alt fra bærproducenter til svineproducenter. Jeg er overbevist om, at målet om en fordobling af det økologiske areal i 2020, som den forhenværende regering satte, er indenfor rækkevidde.