Havarikommissionen er ikke i tvivl: Der sker for mange ulykker med traktorer, og både bilister og landbruget har et ansvar.

Havarikommissionen har dybdeanalyseret 25 traktorulykker. Traktorførere og modparter bidrog til ulykkerne i lige stort omfang. Det skriver Havarikommissionen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogle ulykker sker, fordi traktorførerne ikke orienterer sig godt nok eller viser for sent af, typisk i forbindelse med venstresving væk fra vejen. I andre tilfælde kommer traktorernes lave fart eller deres bredde bag på bilisterne, så de påkører traktoren bagfra.

- Traktorulykker er ofte alvorligere end andre ulykker, fordi traktorer ikke er indrettet kollisionsvenligt som for eksempel personbiler. Der er derfor god grund til at passe på for øjeblikket, hvor der er mange flere traktorer på vejene end normalt på grund af forårets gyllekørsel med mere, skriver Mette Fynbo, formand for Havarikommissionen i ne pressemeddelelse.

Gode råd

Bilernes fart spiller også en stor rolle: Næsten halvdelen af de undersøgte ulykker kunne være undgået, hvis bilisterne havde overholdt hastighedsgrænsen eller havde kørt efter forholdene. Det skriver Havarikommissionen i en pressemeddelelse.

Med opråbet følger også en række gode råd, som Havarikommissionen har lavet til førerne af traktorerne.

Tænd det gule rotorblink, når du kører på offentlig vej. Aktiver blinklyset 100 meter før venstresving på landevej, så bilisterne i god tid kan se, hvad du vil. Orienter dig bagud lige inden venstresving, så du kan nå at stoppe, hvis biler eller motorcykler er ved at overhale.