Knapt er Agritechnica 2017 overstået, før arrangøren, tyske DLG, offentliggør de foreløbige resultater af en uafhængig evaluering af tilfredsheden hos både udstillere og besøgende.

Flere end 4.000 besøgende har medvirket i undersøgelsen, som viser, at næsten hver fjerde besøgende kommer fra andre lande end Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udstillerne angiver flere forskellige grunde til at besøge Agritechnica, og den enkelte besøgende kunne angive flere grunde til at besøge Agritechnica.

Nye tendenser

34 procent oplyser at de søger information om nye tendenser, og 34 procent ønsker at møde og tale med producenter.

28 procent ønsker overblik over, hvad der findes på markedet, og 23 procent søger information om produkter, systemer og applikationer.

22 procent nævner netværk med kolleger, mens 14 procent nævner vedligehold af forretningsrelationer, og 13 procent svarer, at de skaber nye forretningsrelationer.

21 procent bruger Agritechnica til at forberede investeringer, og 14 procent peger på afsøgning af nye internationale produkter og løsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

66 procent af de besøgende angiver, at de kommer fra landbrugssektoren, mens 16 procent er fra maskinbranchen og 18 procent oplyser andre sektorer.

Svarene fra de besøgende ligner meget svarene i forbindelse med Agritechnica 2015.

Flere med investeringsplaner

Men når spørgsmålene handler om investeringsplaner inden for de næste to år, er der sket en synlig udvikling i positiv retning.

Hele 74 procent -mod 71 procent - af selvstændige besøgende inden for land- og skovbrug samt driftsledere har investeringsplaner inden for to år.

Agritechnica har også fået undersøgt, hvilke investeringer, de besøgende har planer om at foretage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er siden 2015 sket et fald i planerne om at udvide bedrifterne. 51 procent af de besøgende har planer om udvidelser mod 54 procent for to år siden.

Til gengæld er der sket en meget tydelig stigning i planerne om at udskifte maskiner og udstyr. Her svarer hele 57 procent af de besøgende mod kun 52 procent for to år siden, at de planlægger udskiftning.

Der er også sket en tydelig stigning fra 15 til 19 procent af de besøgende, som har planer om at etablere en ny produktion.

Kun otte procent af de besøgende har slet ikke planer om at investere, og det svarer til andelen for to år siden, da syv procent oplyste, at de ikke havde investeringsplaner.

56 procent af de besøgende er ansvarlige for driften af mere end 100 hektar - 20 procent har ansvaret for mere end 500 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilfredse udstillere

Undersøgelsen blandt udstillerne omfattede svar fra flere end 2.000 udstillere. Hele 89 procent af udstillerne har bedømt deres deltagelse som tilfredsstillende eller meget god.

Tilfredsheden omfatter blandt andet antallet af besøgende på deres stande samt den professionelle kvalitet af de besøgende.

Og 78 procent af udstillerne har positive forventninger til mulighederne for at opnå konkrete salg i forlængelse af messen.