Der har været snakket en del, ikke mindst blandt mælkeproducenter, om majsens ringe udvikling frem til varmen kom i starten af juli måned.

- Mange steder på vores egn, som er landets vådeste, var den ikke højere end fem centimeter, da juli startede. Men det varme vejr fik den til at skyde i vejret, konstaterer maskinstationsejer Erling Kjær. Han driver maskinstation i sit eget navn ved Vildbjerg, i Midtjylland og en af hans kunder er mælkeproducent Dirk Millenaar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har 40 hektar med majs, og siden jeg prøvede Opera mod svampesygdomme i dem i 2010, har jeg gjort det konsekvent hvert eneste år.

- Det er en god investering, fastslår han ud fra sine erfaringer.

Selvfølgelig er han ikke så glad for sine majs i år, som han var i 2013 og 2014, hvor der bare var "medvind" fra start til slut i majsmarkerne.

- I år er jeg godt tilpas med, at jeg har meget græs, som giver helt utrolig meget, siger han.

Rimeligt udbytte

Dirk Millenaar har drevet Millenaar Dairy ved Sørvad siden 1997, og i dag har han 300 sortbrogede køer. Alle årene har stillet store krav til kvaliteten af foderet, men i nogle år oplevede han, at hans majs visnede alt for tidligt på sæsonen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da vi så prøvede at sprøjte med Opera i 2010 mod svampesygdomme, opdagede vi, hvad problemet var.

- Nemlig svampeangreb og ikke mangel på kvælstof eller andet, man kunne komme i tanke om, fastslår han.

Så siden 2010 har han konsekvent anvendt Opera. Først til sine majs - og nu både i majs og foderroer.

- Det vil jeg ikke undvære, lige så lidt som andre vil undvære at sprøjte mod svampeangreb i deres vinterhvede, siger han.

Både i majs og roer bliver der nemlig højere udbytte - og i majsen en betydeligt bedre kvalitet ensilage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskelligt svampetryk

Effekten af at bekæmpe svampesygdomme i majs afhænger helt af det enkelte år. I 2014 var angreb af svampesygdomme således ikke kraftige, og det var heller ikke tilfældet i 2013.

- Men da man aldrig kan vide, hvordan året forløber fra det tidspunkt, hvor man skal sprøjte frem til høsten, er man nødt til at handle ud fra det værst tænkelige, er Dirk Millenaar og Erling Kjær enige om.

Lige som ved sprøjtning mod svampesygdomme i korn, er det bedre at være rettidigt ude med en forholdsvis lav dosering end at prøve på at slå et allerede veletableret angreb ned.

- Ved den sene indsats skal man bruge mere middel, og afgrøden har taget skade, siger Erling Kjær.

Desuden skal man overholde sprøjtefristen for brug af Opera i majs, hvor sprøjtning senest skal ske i majsens stadie 65 (fuld blomstring).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lang vækstperiode

Erling Kjær's Maskinstation kunne først så majs hos Dirk Millenaar 10. maj, hvor såningen normalt sker omkring 28. april. Så allerede her var der tabt knapt to uger. Det efterfølgende både kolde og våde vejr gjorde fremspiringen langsom og satte nærmest væksten i stå.

- Jeg kører pløjefrit, fordi jeg vil have en sund jord med meget kulstof og liv.

- Jo mere, man roder i jorden, jo mere CO2 udleder man til atmosfæren, og jo ringere bliver ens jord. Så man bør holde sig helt fra pløjning, mener Dirk Millenaar.

Nogle vil så mene, at hans majs netop blev bremset af en ubearbejdet, kold jord.

- Men ud fra det, jeg ser her på egnen, er det ikke tilfældet, supplerer Erling Kjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De varme dage i starten af juli ændrede som nævnt også rigtig meget på majsens udvikling. Så nu er det bare at håbe på, at der bliver en lang sommer og et varmt efterår med vækst helt hen til november måned.

- Det ønsker jeg virkelig, siger Dirk Millenaar.

Grøn majs

Ingen ved selvfølgelig, om Dirk Millenaar får sit ønske om et langt efterår opfyldt.

- Hvis det sker, kan vi stadig nå at få en fornuftig majs med ordentligt udviklede kolber, siger han.

Men forbliver vejret overvejende i den kølige, våde ende af skalaen, er det også vigtigt, at der ikke står marker fulde af visne majs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Majsen skal ubetinget være grøn, når den snittes for at få en ensilage i en ordentlig kvalitet. Det vil sige en god fordøjelighed, og det får man, når den er fri for svampeangreb, påpeger Erling Kjær.

Hvornår det så bliver tid til den ene, planlagte sprøjtning med 0,75-1,0 liter Opera i Dirk Millenaars majs, ved de ikke endnu.

De ved heller ikke, hvornår de to sprøjtninger med 0,5 liter Opera pr. hektar skal ske i sukkerroerne.

- Vi er klar, når afgrøderne er klar, siger de to.