2017 var et af de bedste år i landbruget, hvis man tager den økonomiske brille på. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Landbrugets bruttofaktorindkomst for 2017 er foreløbigt opgjort til 31,5 mia. kr., hvilket er det næsthøjeste resultat siden 1990, kun overgået i 2012. Bruttofaktorindkomsten steg med 10,1 mia. kr., hvilket svarer til en forbedring på 47,2 pct. i forhold til året før, skriver Danmarks Statistik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De positive tal skyldes, at producenterne generelt fik flere penge for deres varer.

- Udviklingen skyldes især en stigning i værdien af de animalske produkter, samt at forbruget i produktionen faldt, skriver Danmarks Statistik.

- I 2017 var værdien af både svin og mælk rekordhøj, mens indkomsten i 2012 blandt andet var påvirket af meget høje priser på pelsdyr, lyder det endvidere.

Til gengæld faldt skatter og afgifter med 0,9 procent i forhold til 2016 og endte på en milliard kroner.

Fald i tilskud

Forbruget i produktionen faldt med tre procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig steg værdien af mælkeproduktionen med 3,5 milliarder kroner til 16,1 milliarder kroner. Det skyldes især højere priser, men også en lille fremgang i mængden.

Værdien af svineproduktionen steg med 9,1 procent til 24,2 milliarder kroner, ifølge Danmarks Statistik. Det skyldes højere priser, da den samlede mængde svin faldt lidt fra 2016 til 2017.

De direkte tilskud er faldet me 18 procent i de seneste 10 år. Sidste år var faldet på 0,5 milliarder kroner sammenlignet med året før.