Små problemer på marken kan vokse sig enorme i en dansk landmands regnskab, fordi EU kan tidoble træk i støtten i forhold til forseelsen.

Det vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen have ændret på og tager sagen op med EU's landbrugskommissær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg er optaget af, at det skal være enkelt og rimeligt at være landmand.

- Esben Lunde Larsen

Glemmer en landmand eksempelvis at slå sin brakmark i et miljøfokusområde på én hektar, så risikerer landmanden at miste støtten på et areal, der er op til 10 gange større.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen foreslår derfor EU's landbrugskommissær Phil Hogan, at der indføres mere proportionalitet i sanktionerne, et forslag som bidrager til kommissærens arbejde med at forenkle EU's landbrugspolitik.

Enkelt og rimeligt

- Jeg er optaget af, at det skal være enkelt og rimeligt at være landmand. Overholder man ikke reglerne, er det rimeligt med en sanktion. Men det er alt for voldsomt, når man risikerer træk i EU-støtte for et areal, der er ti gange større end dét, forseelsen går på. Vi skal have proportionerne tilbage, når der bliver trukket støttekroner fra danske og europæiske landmænd, siger Esben Lunde Larsen, som i et brev til landbrugskommissæren gør det klart, at der er brug for flere forenklinger af reglerne om grønning i EU's landbrugspolitik. Reglerne har nu fungeret i et år, og EU's landbrugskommissær har bebudet et forenklingsudspil af de grønne krav til sommer.

Esben Lunde Larsen foreslår blandt andet kommissæren at smidiggøre kontrolbesøgene hos landmændene, så myndighederne ikke sender kontrollører ud til den samme landmand flere gange på et år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bøvlede regler

Samtidig foreslår ministeren at fjerne kravet om, at mindre fritidslandbrug på under 30 hektar skal tvinges til at køre ud med såmaskinen flere gange, fordi EU-reglerne kræver, at deltidslandmænd sår flere typer afgrøder på de små bedrifter.

- Reglen for fritidslandbrug betyder rask væk, at landmændene overvejer at bortforpagte jorden, fordi det er bøvlet at skulle så og høste flere afgrøder på forskellige tidspunkter det enkelte år på et mindre areal. Det giver hverken flere afgrøder eller mere liv på marken, som jo ellers var hensigten med reglen. Derfor foreslår jeg, at reglen ophæves helt, så det bliver attraktivt for landmænd med mindre landbrug fortsat selv at dyrke deres marker, siger Esben Lunde Larsen.

Det forventes, at EU-Kommissionen på baggrund af input fra interessenter og medlemsstater vil fremlægge et forenklingsudspil af de grønne regler den kommende sommer.