DC Beefs anlæg i Fårvang bliver ikke som planlagt lukket den 25. april, men i stedet den 6. juni.

Det sker for at sikre den bedst mulige overgang for produktionen i Holsted, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi arbejder fortsat på at køre det nye kreaturslagteri i Holsted ind, og for at kunne give indkøringen af den produktion, vi har taget fat på her, den nødvendige opmærksomhed, har vi valgt at vente med også at skulle tage Fårvangs produktion ind, forklarer direktør for DC Beef Lorenz Hansen.

Lukningen af Fårvang er tidligere blevet udskudt to uger. Fårvang producerer 200-225 tons om ugen.

På nær én har alle medarbejdere - 35 produktionsmedarbejdere og to administrative medarbejdere - sagt ja til at fortsætte i Fårvang de sidste seks uger.

- Jeg er glad for den store fleksibilitet, vores medarbejdere udviser i denne situation, hvor det er vigtigt for os at kunne justere, alt efter hvordan tingene udvikler sig. Det sikrer, at vi i så stor en omstillingsfase kan opfylde vores kunders krav, siger Lorenz Hansen.

Den 21. marts lukkede slagteriet i Tønder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når Holsted er helt oppe at køre er målet at slagte 4.500 dyr om ugen, og der skal hakkes 500 ton oksekød om ugen.