Flemming Christensen har været i maskinbranchen i snart 30 år, og gennem tiden har han oplevet mange ændringer og tilpasninger. Men for indehaveren af Grundvad Maskinhandel har de seneste to år dog været særligt omskiftelige.

Det er ingen hemmelighed, at maskinbranchen er i opbrud og gennemgår store strukturændringer med stadig færre og større enheder. Den udvikling har den 58 år gamle virksomhed lige syd for Viborg også mærket.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er faktisk ganske voldsomme forandringer, vi har oplevet, siger Flemming Christensen. Hans ord har adresse til amerikanske Agco, der i starten af 2017 overtog Valtra-importen fra LMB.

På dette tidspunkt forhandlede Flemming Christensen både Valtra og Deutz-Fahr - og det gik rigtig fint. Valtra-forhandlingen havde han haft siden 2003, medens Deutz-Fahr-agenturet er lige så gammelt som virksomheden selv. På reolen bag ham står to hædersbevisninger. Den ene som årets forhandler af Valtra og Deutz-Fahr.

rich-media-2
Mekaniker Søren Lykke Døssing kommer som sine kolleger længere og længere ud med servicevognene. Foto: Jess Ulrik Verge.

Vanskeligt valg

Trods de to mærkers gode samdrægtighed under samme tag, mente Agco dog ikke, at dette var det optimale og bad derfor Flemming Christensen om at prioritere.

Det var en vanskelig situation, men Flemming Christensen kunne i sidste ende ikke opgive det mærke, på hvilken hele virksomhedens eksistens er bygget op. Han valgte at beholde Deutz-Fahr og måtte så tage flere konsekvenser end blot tabet af Valtra-forhandlingen. Året efter forsvandt også Lely's græsmaskiner og Welgers pressere.

I dag kan Flemming Christensen dog se tilbage på udviklingen med sindsro. Der er kommet andre produkter på hylderne, og der er lige så mange ansatte som tidligere - det vil sige 11 mand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maschio-sortimentet er udviddet til også at omfatte for eksempel såmaskiner, grubbere, plove og majsmaskiner. Han kan også glæde sig over, at den 30 år gamle forhandling af maskiner fra Fransgård er inde i en god udvikling.

- De seneste ti år er salget steget kraftigt, og vi nærmer os salg nummer 1000, lyder det fra Flemming Christensen.

Traditionelt henvender Grundvad Maskinhandel sig til professionelle brugere inden for landbrug, have og park, men også hobbyfolket og fritidslandmændene er kunder i butikken.

I de seneste par år er Schäffer og Zetor kommet med i programmet, hvilket udvider sortimentet af minilæssere og hobbytraktorer.

Maskiner til haven og de grønne områder fra Cub Cadet er desuden et traditionsrigt mærke at se i forhandlervinduet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Mekaniker Martin Lindgård har en 88 hestes Deutz 5090 til service. Foto: Jess Ulrik Verge.

Kunder vil handle lokalt

Det er Flemming Christensens oplevelse, at maskinimportørerne i disse år lægger et stigende pres på forhandlerne. Dette sker ud fra ønsket om på samme tid at slanke forhandlernettet og at øge indtjeningen.

- Men som forhandler må man vel spørge sig selv, om dette er en udvikling, der er til gode for kunderne? I andre lande ser man det samme ske. Der bliver længere og længere mellem forhandlerne, siger han og uddyber:

- Jeg føler, at kunderne gerne vil handle lokalt. Skærer man antallet af mærkeforhandlere ned til under det halve bliver konsekvensen jo, at kunderne skal køre længere. Og er situationen, at man bare skal have fat i for eksempel en ny hydraulikslange, så er spørgsmålet, hvor langt man er villig til at køre for at få den hentet.

rich-media-6
Grundvad Maskinhandel har ført produkter fra Fransgård gennem snart 30 år og har i de senere år udvidet sortimentet fra Maschio. Foto: Jess Ulrik Verge.

Travle servicevogne

Men hvad kunderne ønsker, og hvad forhandlerne leverer skal jo gerne stemme overens. Så Grundvad Maskinhandels servicevogne har travlt som aldrig før.

- Vi har tre varevogne og en lastbil. De kommer længere og længere ud, og det er ikke sjældent, at vi kører en tur på 100 km for at servicere en kunde, siger Flemming Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som forhandler af Deutz-Fahr oplever han dog ikke det samme pres som forhandlere af andre og større mærker kan være underlagt. Forhandlernettet er fortsat rimeligt fintmasket med 18 Deutz-forhandlere fordelt over hele landet.

Den snart 150 år gamle importørtvirksomhed HCP Nordic er en privat og familiedrevet virksomhed med et udtrykkeligt ønske om at udnytte nærheden til kunden hos den lokale forhandler, som kan yde effektiv og hurtig service.

- Vi har Deutz-kunder, som har handlet her altid, og der er kommet flere til gennem årene, siger Flemming Christensen.

Samtidig nyder virksomheden godt af sin geografiske placering i midten af Jylland direkte op ad hovedvej 13 med hurtig forbindelse til Herningmotorvejen er et stort aktiv for virksomheden.