Sidste sommer kunne Jes Thomsen ikke høste på almindelig vis, da knap en halv hektar jord på hans ejendom var for mudret til at bruge mejetærskeren. Årsagen er at finde i det nærliggende vandløb, som igennem længere tid har trængt til at blive oprenset. Efter en længere proces, vælger Syddjurs Kommune at oprense dele af vandløbet ved lodsejeren, som nu roser kommunen for indsatsen.

- De kan jo godt, hvis de vil. Det har virkelig hjulpet rigtig meget, fortæller Jes Thomsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Vandløb under pres

Ifølge Jes Thomsens har vandløbet ved Borum Bæk trængt til at blive oprenset de sidste 10 år. Han bor på sin fødegård, hvor han har 25 hektar.

- Jeg har altid lært, at man skal tage lige hensyn til miljø og afvanding, men det var lidt svært at overbevise embedsmændene om det, forklarer Jes Thomsen, som flere gange har forsøgt at få gjort opmærksom på problemet.

Men i april 2016 fik Jes Thomsen nok. Knap 140 mm regn var faldet denne måned ved hans ejendom "Lykkegården", og vandet kunne ikke komme væk.

- Jeg fik helt ondt i maven, da jeg så det. Som barn husker jeg, at efter et ordentlig tordenvejr gik der et par dage, før vandet var væk. Nu kunne der gå over 14 dage. Nogen steder var drænet konstant under vand. Det har jeg kigget på i 10 år, forklarer Jes Thomsen, som satte sig ned for at skrive et brev til Borgmester Claus Wistoft.

Jes Thomsen huskede nemlig, at borgmesteren ved Djursland Landboforenings generalforsamling havde pointeret, at vandløb skulle aflede vand. Nu ville han tage ham på ordet. Jes Thomsen blev taget vel imod på Rådhuset, og på borgmesterens opfordring indgav han en klage til Morten Hundahl, som er chef for natur og miljø i Syddjurs Kommune. Hans umiddelbare svar var, at han ikke kunne gøre noget med det samme, men at han ville kigge på det. Efter høsten i 2016 stod der pludselig en minigraver og en grødskærer ved vandløbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er førhen blevet gjort manuelt, men denne gang var det maskinelt. Jeg skal da lige love for, at det hjalp. Vandstanden sank, det var fantastisk, men stadig ikke helt nok, fortæller Jes Thomsen.

Ikke helt nok

Jes Thomsen var glad for, at vandløbet var blevet grødeskåret, men mente stadig, at vandløbet skulle oprenses. Han skrev derfor endnu et brev til miljøchefen for at forklare, hvordan de massive mængder mudder forhindrede vandet i at komme væk fra markerne og gav store problemer for ham.

Eksempelvis kunne Jes Thomsen i sommeren 2016 ikke høste knap en hektar af sine arealer med en stor mejetærsker. Heldigvis havde han en gammel Dronningborg D-600 bugseret mejetærsker samt en lille Massey Ferguson 135, som hjalp ham gennem høsten.

- Jeg kunne kun høste, fordi jeg havde nogle gamle maskiner stående, ellers kunne det slet ikke lade sig gøre, fortæller han.

I december 2016 modtager Jes Thomsen et brev. I det står der, at kommunen samme måned vil gå i gang med oprensningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kommunen skal have et klap på skulderen herfra. Jeg har følt, at jeg er blevet hørt. Der kom yderst kompetente folk ud, som tog hånd om problemet, og det er bare blevet rigtig godt, fortæller Jes Thomsen, som dog mener, at han endnu ikke er i mål. Der mangler stadig godt 500 meter vandløb længere nede, som også trænger til en oprensning.

- Nu håber vi lodsejere blot på, at Syddjurs Kommune fremover vil holde oprensningen ved lige, understreger Jes Thomsen.