Den danske skattemyndighed er under massivt pres og det er blevet en udfordring for landbruget, mener LMO. Omstruktureringer og medarbejderflugt skaber lange svartider og flere landmænd føler sig fanget i systemet, ifølge LMO og inviterer derfor til en række orienteringsmøder om Skat.

Skatteminister Karsten Lauritzen har indkaldt til forhandlinger i Folketinget om at føre yderligere ressourcer til et hårdt presset Skat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er absolut positivt, men udfordringen for landmændene er her og nu og ingen ved konkret hvornår Skat kommer ovenpå igen, skriver Susanne Møberg, chefrådgiver i LMOs afdeling for Skat & Selskaber, i en pressemeddelelse.

Bekymret LMO

De seneste fem-seks års omstruktureringer og udflytning af skattemedarbejdere har skabt medarbejderflugt og lange svartider. Skat er forpligtet til at afgive bindene svar indenfor 3 måneder, men arbejdspresset gør at dette ikke længere overholdes, mener LMO.

- Vi har verserende sager, hvor svartiden ligger på op til seks måneder. Skat har på egen hånd meldt ud, at de forlængede svartider fortsætter og kan ikke afvise at de forværres yderligere.

-Vi har kunder i LMO, der rammes af situationen og det er årsagen til at vi har besluttet at afholde en række orienterende møder rundt om i landet, skriver Susanne Møberg endvidere.

Første møde afholdes 21. juni på Skalborg Kro i Aalborg. LMO har samlet et team af skatte- og selskabseksperter, der opdaterer de tilmeldte på aktuelt nyt indenfor regnskab, revision og skatte- og selskabsområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rettidig omhu

- Det handler om planlægning og rettidig omhu. Med god planlægning undgår man at fanges i et system der er udfordret på ressourcer og lange svartider, skriver Susanne Møberg.

Målet med møderne, er, at sikre at landmændene er på forkant og altid har den optimale selskabskonstruktion og skatteoptimering. Skat er en udgift og en likviditetsbelastning, hvor valg af rigtig konstruktion og model kan styrke både virksomhedens likviditetsflow og spare eller udskyde skattebetaling. Det kan for eksempel finansiere udvidelse af bedriften eller yderligere afdrag på gældsforhold, mener chefrådgiveren.

På mødet den 21. juni vil der blandt andet blive orienteret om reduceret arveafgift ved overdragelse af famliejede virksomheder, fradragsret ved udlån mellem hovedaktionær og selskab, samt skatteoptimering ved brug af flere skattemiljøer.

LMOs orientering om skatte- og selskabsforhold finder sted torsdag den 21. juni kl 8.30 - 13.00 på Skalborg Kro, Hobrovej 515-517, 9200 Aalborg SV.