Rådgivningsvirksomheden LMO præsenterer nu en ny digital løsning, der har til formål at gøre livet som landmænd lettere.

Det nye projekt har fået navnet MitLMO, og det er en webside, der samler et væld af landbrugets digitale værktøjer under ét login, og præsenterer det på en overskuelig måde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at LMO vil være med helt i front, når det gælder nye, teknologiske løsninger og muligheder, der kan hjælpe landbruget. Det er da også med baggrund i vores visioner for den digitale udvikling, at vi nu tager skridtet fuldt ud med MitLMO, siger LMO's direktør, Jan Winther.

MitLMO er bygget ovenpå landmandsportalen landmand.dk, som drives af Seges og Landbrug & Fødevarer. Derfor giver systemet adgang både til alle landmandens LMO data og til de tjenester, som landmand.dk tilbyder. Portalen giver desuden summax-brugere adgang til alle dokumenter i E-arkivet ligesom brugere af summax E-faktura og E-bogføring også får direkte adgang til det gennem MitLMO. Man bruger sit DLBR Fælleslogin til at logge ind på MitLMO.

- MitLMO adskiller sig fra andre portaler blandt andet ved, at alle tjenester på portalen er målrettet til den enkelte landmand. Portalen vil kunne tilbyde en række services, hvor landmanden får hjælp til ledelse af bedriften, hvilket giver en fantastisk mulighed for at få overblik. Den samler indhold ud fra landmandens profil, alt relevant på ét sted, fortæller Nicolai Fog Hansen, der er digital projektchef i Seges.

Lettere løn

Som noget nyt vil LMO-kunder, der gratis kan benytte MitLMO, dog også også kunne bruge det nye værktøj NemLøn, der fungerer ved, at landmanden som arbejdsgiver via den nye kundeportal MitLMO indberetter lønoplysninger direkte i LMOs lønsystem

- Idéen med NemLøn er, at arbejdsgiveren nemt skal kunne indberette lønoplysninger døgnet rundt samtidigt med en sikker dokumentation, fortæller Anders Jensen, der er LMOs projektleder på NemLøn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er fremtidens digitale lønløsning, da NemLøn kombinerer den lette netadgang med behovet for fortrolig og sikker indberetning. Det gør arbejdsgiveren tidsmæssig uafhængig, giver en sikker dokumentation på indberetningen og der er samtidig en kompetent lønassistent til at udarbejde lønnen korrekt, fortæller Anders Jensen.

Når lønnen er indberettet vil lønassistenten i LMO udarbejde den endelige lønseddel, som overføres til medarbejderen og arbejdsgiveren. Dermed får landmanden mulighed for at indberette lønoplysninger døgnet rundt.

Systemet udbygges

Selvom LMO nu lancerer MitLMO betyder det ikke, at portalen er færdigbygget. Ifølge projektleder Rikke Thea Fabricius er det helt bevidst, at LMO er startet med en basisudgave af MitLMO, som der skal bygges videre på:

- Man kan sige, at vi tænker stort, men starter småt. Vi har bygget en knallert, som på sigt skal blive til en stor motorcykel. Vores filosofi er, at vejen til den bedste portal er at udvikle den sammen med dem, der skal bruge den - vores kunder. Stien for denne udviklingsproces er allerede lagt ud: MitLMO er en dynamisk platform, som består af en række byggeklodser, som vi hurtigt kan tilpasse og sætte sammen til nye tjenester. Af få kunderne med på denne rejse er altafgørende for os, og vi er åbne overfor alle idéer og input til nye tjenester i MitLMO, fortæller hun.

LMOs projektleder spår, at der fremover vil kunne udvikles mange nyttige, digitale tjenester i MitLMO, som kan være til gavn for landmanden:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ideer til nye tjenester kunne for eksempel være påmindelser om, at det snart er tid til nye jordprøver, eller at der mangler bilag til behandling af regnskabet. Kun fantasien sætter grænser for udvikling af nye tjenester i MitLMO, som kan gøre landmandens hverdag lettere, vurderer hun.

Hovedtanken bag portalen er ifølge LMO, at hverdagen skal blive lettere for virksomhedens landmandskunder.

- Udfordringen for landmanden i dag er, at han har et hav af logins, som han skal huske på, fordi mange af hans nødvendige data og tjenester ligger placeret forskellige steder. Vi vil nu samle det hele, så landmanden for fremtiden kun skal logge ind på MitLMO for at få en samlet indgang til de dokumenter, oplysninger og tjenester, som han har brug for for at lede sin virksomhed. Dermed sparer han tid, som han i stedet kan bruge på andre og vigtigere ting, fortæller Rikke Thea Fabricius, der er LMOs projektleder på MitLMO.