Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Livet som pressemontør: Det er en livsstil

Af Morten Damsgaard - 8. jul. 2018 KL. 06:45

  • ww293513_1
  • ww293513_2
  • ww293513_3
  • ww293513_4
  • ww293513_5
  • ww293513_6
  • ww293513_7
  • ww293513_8
  • ww293513_9
  • ww293513_10
  • ww293513_11
  • ww293513_12
  • ww293513_13
  • ww293513_14

Jørgen Poulsen har arbejdet med pressere i rigtig mange år, og arbejdet er blevet en lidenskab og en livsstil for den erfarne vestjyde.

Støvets dansen og stempelslagets taktfaste gang fylder øregangene med støv og lyd af en altid spændende tid på året - høsten.

På toppen af en Hesston 4900 sidder 55 årige Jørgen Poulsen i en kedeldragt i blå og gule New Holland-farver og overvåger bindeapparaternes cyklus for at kontrollere, at alt nu også kører helt optimalt, inden arbejdsdagen fortsætter mod næste kunde.

citat startcitat start

I høsten handler det for alt i verden om at få maskineriet til at køre igen - ligegyldig hvad man gør

- Jørgen Poulsen, presse-specalist hos Anker Bjerre, Holstebro.

citat slutcitat slut

For der er nok at lave på denne høstdag, hvor Maskinbladet har fået lov at komme med på passagersædet i den Iveco varebil, som Jørgen tilbringer mere tid sammen med end resten af familien under høsten.

Jørgen står på toppen af presseren og giver den opad vendte tommeltot til chaufføren i traktoren, og hastigheden sænkes til stilstand på forageret, hvorefter Jørgen i nærmest to spring hopper ned fra presseren og løber hen til chaufføren med besked om, at han bare kan fortsætte - alt kører som det skal.

Jørgen går hen mod servicebilen, som holder parkeret på forageret. Højre hånd låser lynlåsen op til kedeldragten og mobil-telefonen fikses op fra lommen, og den telefoniske ringetone afbrydes af et swipe med fingeren, hvorefter det lyder:

- Det er Jørgen.

Selvom Jørgen er beskidt fra top til tå, og avner har fyldt begge sko, så bevares det store kølige overblik, når telefonen ringer, og en kunde eller kollega skal guides.

Med højre skulder presset op mod øret, så telefonen sidder i klemme, pakkes servicebilen sammen, mens Jørgen guider en kunde over telefonen i, hvordan han sætter presseren over i manuel-mode, så pressearbejdet kan fortsættes, indtil Jørgen eller en af kollegaerne fra New Holland-forhandleren Anker Bjerre har tid til at komme forbi.

Med telefonen i hånden

Jørgen Poulsen har været ansat hos Anker Bjerre i Mejrup øst for Holstebro siden 1993, kun afbrudt af fire år hos en anden maskinforretning ikke langt derfra. Én ting har Jørgen dog arbejdet med i alle årene: Pressere - og specielt mini- og bigballepressere.

- Jeg husker, at jeg tilbage i 1994 var kørt ud til Tipsmark Maskinstation, som havde købt én af de første bigballepressere på egnen, og den daværende maskinstationsejer, Karl Loftager, spurgte mig til, om vi havde noget erfaring i at arbejde med storballepressere. Jeg sagde, at jeg har arbejdet en del med småballepressere, så det måtte nok være det samme, hvortil han svarende, at det var det slet ikke.

Jeg fandt hurtigt ud af, at han havde fuldstændig ret i den påstand, fortæller Jørgen Poulsen, mens Iveco-bilen suser af sted mod næste kunde, som venter på hjælp.

I dag har Jørgen i den grad fået noget erfaring i ballepressere, og det afspejler tydligt i hverdagen, hvor mobiltelefonen jævnligt ringer.

- Det er både kunder og kollegaer, der ringer. Jeg vil tro, at næsten 20 procent af alle fejl med pressere, kan vi forklarer kunden igennem telefonen. Derfor er telefonen faktisk et rigtigt vigtigt værktøj i høsten - selvom det godt kan se ud til, at jeg ikke er helt så effektiv, når den ringer, fortæller Jørgen med et grin.

Hos Anker Bjerre er der tre montører, som arbejder med pressere i sæsonen.

Service er altafgørende

Foruden Jørgen Poulsen, arbejder Thomas Feldager og Simon Schubert også med ballepressere. Både Simon og Thomas hjælper til, når forårsarbejdet er overstået, hvor de primært arbejder med traktorer.

- De hjælper med at nå de sidste eftersyn, inden høsten tager fat. Jeg vil tro, vi laver 100 presse-eftersyn, selvom min kollegaer mener ,det er mindst 150, men det afhænger også af, hvad et service indebærer.Hos nogle kunder skal der blot laves lidt, mens andre kunder vil have lavet så meget, at der er mindst mulig risiko for at holde stille i sæsonen, fortæller Jørgen Poulsen, inden telefonen ringer endnu en gang.

Hos Anker Bjerre tilgodeser man de kunder, som bestiller et eftersyn af presseren.

- Hvis der ringer en landmand eller maskinstation i høsten, som vi ikke kender eller ikke har lavet eftersyn hos, så kommer han bagest i køen, hvis vi har nok at køre efter lige den dag - det skal gerne kunne betale sig i mere end én forstand at få lavet service på presseren, fortæller Jørgen, mens bilen drejes ned ad en grusvej, hvor næste opgave venter.

- Jeg er også overbevist om, at netop ved mejetærskere og pressere, som er maskiner, der har en utrolig kort sæson, der betyder service alt. Både at man er hurtigt ude ved kunden, men også, at man ved, hvad man har med at gøre. Ved høstmaskiner er det næsten altid service, der sælger og ikke prisen på maskinen.

Jørgen påpeger også, at det glæder om at prioritere servicen rigtigt i løbet af arbejdsdagen.

- I høsten handler det for alt i verden om at få maskineriet til at køre igen - ligegyldig hvad man gør. Pressedagene bliver kortere og kortere jo længere hen på høsten man kommer, så hver en tør presse-time i løbet af dagen er frygteligt kostbar for den enkelte presser.

Det samme gjorde sig gældende, da Maskinbladet var med Jørgen i servicebilen. Omkring klokken 14 bliver Jørgen kaldt ud til Offersgaard Maskinstation, som havde problemer med at sætte tryk på ballekammeret på en helt ny New Holland-presser.

- Jeg tjekkede, om der var hydraulikolie på systemet. Dernæst undersøgte jeg, om der blev sendt olie til stemplerne og kunne ret hurtigt konstatere, at det måtte være en el-fejl. For ikke at bruge flere timer på at fejlsøge på el-området, så kan alle nyere New Holland-pressere sættes i en manuel-mode, hvor trykket stilles fast på ballekammeret, og alle andre elektroniske indstillinger på presseren sættes ud af drift. På den måde kan man komme videre med pressearbejdet, og så kan vi altid komme tilbage og fejlsøge, når duggen er faldet, fortæller han.

At sætte presseren i manuel-mode betyder blandt andet, at chaufføren skal ud af traktoren og op bag på presseren, for på en gammeldags balletæller at kontrollere antallet af baller. Det betyder også, at der ikke sendes luft til bindeapparaterne.

- Men alt det er ligegyldigt, så længe presseren kan køre, det er langt bedre at køre med en halv løsning, så længe maskinen kører, fortæller Jørgen Poulsen

Løfter i flok

Den dag Maskinbladet følger Jørgen på en høst-dag, har vi ramt den travleste høstdag i sæson 2017.

- Vi har nok fire eller fem dage om året, hvor vi er hjemme på værkstedet efter midnat i sæson. Ellers plejer ved at holde fyraften ved en 21-22-tiden.

Maskinbladet var med Jørgen Poulsen fredag den 25. august 2017, som endte med at blive en arbejdsdag fra klokken 7 til klokken 01.30 natten til lørdag den 26. august.

- Sådan nogle dage her, hvor der er travl og virkelig gang i den - det er også sådan nogle dage, som er med til at gøre det spændende at være pressemontør. Den her følelse af, at nu skal slaget stå, og alle mand løfter i folk er en rigtig god fornemmelse, fortæller Jørgen.

Det er ikke kun hos Jørgen, at denne ånd hersker. Man mærker tydeligt, at det gælder alle ansatte hos Anker Bjerre:

Grundet travlhed rammer Jørgen først værkstedet i Mejrup klokken 22.00 for at indtage aftensmaden, og på det tidspunkt er der to kolleager, som også er ved at indfinde sig i værkstedets kantine for at indtage aftensmaden.

- Der er ingen tvivl om, at det godt kan være svært at affinde sig med, at vi i sæsonen virkelig skal løbe hurtigt, mens vi om vinteren har knap så travlt, men det er dage som disse, hvor man føler det hele giver pote, fortæller Jørgen, mens han efter aftensmaden går på lageret med en kollega, for at køre ud mod - måske - dagens sidste opgave.

- I sæsonen har vi heller ikke behov for at komme i et fitness center. Vi får rigeligt med motion i løbet af dagen, så det er da en stor fordel, fortæller den vestjyske pressemontør med et smil, mens han sammen med kollegaen Thomas gør klar til at kører vest på:

- Vi kører to mand ud til Offersgaard Maskinstation, nu er klokken næsten 23, og de har holdt fyraften med presseren, derfor kører vi nu ud og finder fejlen, så presseren er klar til en ny høst dag i morgen.

Jørgen påpeger, at det betyder rigtigt meget for holdånden i maskinforretningen, at man løfter i samlet flok.

- Hvis man kommer hjem på værkstedet, og der stadig er en kollega i marken, så plejer vi altid at køre ud og hjælpe den kollega færdig, ligesom jeg ofte får hjælp til at afslutte en opgave ? ligesom presseren hos Offersgaard Maskinstation, som vi nu er på vej ud til.

Ny servicebil

På vej ud til Offersgaard Maskinstation, som ligger 15 minutters kørsel vest for Holstebro, falder snakken på servicering af pressere, som for Jørgens vedkommende ikke kun drejer sig om de gule New Holland-pressere.

- Vi servicerer også andre farver end lige de gule, og faktisk er nogle af de andre presser også magen til en gul under sidepladerne.

De to pressemontører ankommer til Offersgaard Maskinstation og begynder fejlsøgningen på presseren.

Efter lidt tid, opdager de, at fejlen faktisk slet ikke ligger på presseren:

- Vi konstatere, at det faktisk er på traktoren, at fejlen ligger. Det vidste sig at være i Isobus-styringen til presseren, at der var problemer.

Klokken cirka et natten til lørdag den 26. august, pakker de to New Holland-mekanikere værktøjskassen og bilen sammen og sætter kursen mod Mejrup og fyraften.

På vejen ringer Jørgens telefon endnu en gang med en kunde, som netop står og mangler hjælp til en bigballepresser.

Men hvor længe mon Jørgen bliver ved med dette arbejde, som jo er en livsstil for den 55-årige vestjyde:

- Jeg har til sæsonen 2018 indrettet en helt ny servicebil, så jeg håber da på, at kan fortsætte fem til ti år endnu, men det må tiden vise, fortæller Jørgen, mens fingrene vaskes og kursen sættes mod familiens hjem i Mejrup.

For om få timer venter der en ny høstdag med nye udfordringer.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame