Danske Linka Energy og svenske Jernforsen har indgået en aftale mellem virksomhederne, som begge er blandt verdens førende leverandører af biomasseanlæg. Fremover vil de to virksomheder sammen udgøre branchens mest professionelle leverandør af biomasseanlæg til alle behov.

Linka Energy har med købet af den svenske virksomhed sikret sig adgang til Jernforsens veludviklede teknologi inden for afbrænding af biomasseaffald - herunder returtræ og andre biomasseaffaldstyper - samt vådt brændsel. Den svenske virksomhed er især stærk på anlæg over 4 MW, til eksempelvis fjernvarme og industri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi får mulighed for at udvide vores nuværende sortiment, med anlæg op til 35 MW samt teknologi inden for afbrænding af blandt andet affaldstræ. Sammen styrker vi vores kompetencer og teknologier, til gavn for vores kunder, fortæller Brian Pedersen, direktør ved Linka Energy. Tilsvarende vil Jernforsen få glæde af Linkas markedsledende position på halmanlæg samt kompakte, mobile løsninger.

Med to forskellige kernesortimenter, som supplerer hinanden fantastisk godt, får Linka og Jernforsen en styrket, fælles platform på både eksisterende og fremtidige markeder. Dertil kan organisationerne supportere hinanden i det daglige, og sammen opbygge relationer som kan sikre bedre fodfæste både på hjemmemarkederne og internationalt.