For tre år siden var der seks arbejdsulykker på det fynske mejeri Birkum Ost, og sygefraværet var knap fem procent. Sidste år var der en ulykke, der krævede mere end end sygedag, og fraværet var 2,7 procent.

Det er 537 dage siden, der har været en arbejdsulykke på det fynske mejeri, så man kan godt sige, at Lillebror Ostehaps, som er et af de produkter, der bliver fremstillet for Arla, er i sikkerhed på Birkum Mejeri, som er indstillet til EUs arbejdsmiljøpris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver netmagasinet Foodculture.dk.

Fra seks-ni til nul

Tidligere var der seks til ni arbejdsulykker årligt, men nu er det altså over et år siden, der har været én, og det har fået Arbejdstilsynet til at kåre Birkum Ost som Danmark bedste arbejdsplads med under 100 ansatte.

De sidste tre år har Birkum Ost sat fokus på arbejdsmiljøet hos medarbejdere og ledelse med workshops, besøg af ergoterapeuter og ugentlige møder, hvor sikkerheden altid er første punkt.

Sig bare fra

- Vi har arbejdet meget med holdninger og adfærd, så medarbejderne tager mere ansvar for deres egen og andres sikkerhed. Ingen får ros for at løbe hurtigere, og det er nu okay at kommentere andres adfærd. Og så har vi opstillet klare sikkerhedsregler. Hvis de ikke følges, udløser det en advarsel og i sidste ende afskedigelse, så vi tager det alvorligt, fortæller mejerichef Jesper Thomsen til Foodculture.dk.

Til april bliver det afgjort, om 2013-udgaven af EUs arbejdsmiljøpris kommer op at hænge på mejeriet i Odense.