- Regeringens udmelding om, at der nu kommer en ny pulje på 90 millioner kroner til forskning i klimaløsninger i landbruget fortjener stor ros, siger Morten Høyer, og fortsætter:

- Selv om vi siden 1990 er kommet langt med CO2-reduktioner i dansk landbrug og har mange effektive virkemidler, er det helt afgørende, at der bliver sat turbo på udviklingen af nye, klimavenlig løsninger i landbruget, så den danske landbrugs- og fødevareproduktion fortsat kan være i front med hensyn til en klimavenlig produktion. I den forbindelse er vi glade for, at regeringen anerkender, at vi har en stærk landbrugssektor i Danmark, som er blandt de mest miljø- og klimavenlige i verden, og at den position også skal sikres i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Regeringen understreger vigtigheden af, at en del af forskningsopgaven bliver at finde mere nøjagtige metoder til at opgøre landbrugets udledninger. Det er vi i Landbrug & Fødevarer meget enige i. Det er helt afgørende, at vi får udviklet korrekte opgørelsesmetoder af emissioner fra landbruget. Det er vigtigt for at se, hvor vi mest hensigtsmæssigt kan sætte ind. Det vil øge incitamenter til reduktioner og gøre det lettere at vurdere alternative virkemidler.

Ifølge Morten Høyer, vil nye, klimavenlige løsninger i landbruget også kunne bidrage til en mere bæredygtig udvikling i landbrugs- og fødevareerhvervet. Et vigtigt element vil også være øget anvendelse af cirkulær bioøkonomi, hvor vi allerede i dag er kommet langt i erhvervet. Det er den markante udbygning med biogas et godt eksempel på. De forhold kan også medvirke til at skabe øget vækst og beskæftigelse i erhvervet.

- For Landbrug & Fødevarer er det vigtigt, at fremtidens klimaindsats i landbruget også ses i en økonomisk sammenhæng. Vi skal have den dobbelte bundlinje for øje,; altså, hvor vi både får miljø- og klimagevinster, og hvor tiltagene også giver plus på landmandens økonomiske bundlinje, fortæller Morten Høyer og fortsætter:

- Udvikling af nye, effektive klimavirkemidler og klima know-how i landbrugs- og fødevareerhvervet ser vi også som en god eksportvare, som vi forventer, at der bliver meget stor efterspørgsel på overalt i verden som følge af behovet for drivhusgasreduktioner.