L&F vil have kommuner ind i øko-kampen

To ud af 98 kommuner lever i dag op til regeringens økologi-planer. Det kan gøres meget bedre, mener Landbrug & Fødevarer, der vil sætte kommunal økologi på dagsordenen.

mbk  10.10.12 | 13:52

De danske kommuner skal ud i overhalingsbanen og have fuld fart på deres økologiske målsætninger. Det mener erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, som ser et stort potentiale for at løfte den økologiske 2020-handlingsplan.

Ifølge planen skal 60 procent af maden i de offentlige gryder være økologisk i 2020, men det kan kun to af landets 98 kommuner lige nu sætte flueben for. Yderligere 11 har ifølge det økologiske danmarkskort en målsætning, og det er ikke ambitiøst nok.

- Hvis vi skal rykke på den økologiske omlægning, så er det vigtigt, at kommuner og andre, der står for offentlige måltider, kommer i gang og laver målsætninger. Hvis man skal i mål med 2020-planen på økologiområdet, så mener vi, at alle kommuner om tre år skal have en plan for, hvordan de i 2020 vil nå 60 procent økologi, siger økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

Hvis den offentlige bespisning kommer op på at udgøre 60 procent, vurderer Fødevareministeriet, at det vil betyde, at 20.000-30.000 hektar jord bliver omlagt. Det svarer til cirka 15 procent af det der skal lægges om for at fordoble det økologiske areal i 2020.

- Derfor er det kun et skridt på vejen, og derfor er det så vigtigt, at den offentlige indsats også følges op af en massiv indsats på eksportmarkederne, ligesom der skal mere økologi ind i køleskabene i de danske hjem, siger Kirsten Lund Jensen 


Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.