Det vil være en synd at påstå, at Landbrug & Fødevarers viceformand, Lars Hvidtfeldt, er begejstret for miljøminister Kirsten Brosbøls (S) seneste udspil til en "Vandområdeplan":

- De seneste vandområdeplaner har nogen af de samme fejl og mangler, som også de tidligere vandplaner har haft. Ministeren har stadig for mange og forkerte vandløb med i planen, ligesom ministeren ensidigt fokuserer på, at det er reduktion af kvælstof, der skal skabe et godt vandmiljø. Det er en fejl, der kan få store og fatale erhvervsøkonomiske konsekvenser for vores erhverv, siger Lars Hvidtfeldt til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dumhed?

Det er menneskeligt at fejle - kun dumhed at gentage samme fejl. Direkte adspurgt, om miljøministeren er en smule dum, svarer Lars Hvidtfeldt diplomatisk:

- Der i hvert fald et udtryk for, at man burde have lyttet bedre. Ved finanslovsforhandlingerne sidste år og landbrugspakken i år har man aftalt at se helt anderledes og moderne på vores miljøregulering. Det havde jeg gerne set, at de nye vandplaner afspejler. Man har dog lyttet til landbruget omkring markvanding, hvor det lå i kortene, at der skulle indføres nogle restriktioner på det område. Men i visse dele af landet er det essentielt for at drive landbrug, at man kan vande markerne og afgrøderne gro. Det har man også indset.

Store tab

Lars Hvidtfeldt mener, at miljøministeren med sin nye plan "gnider salt i såret" på en fødevaresektor, der i forvejen er hårdt ramt:

- Det store tab, vi har på den måde, vi gøder, hvor det ved lov er bestemt, at vi skal sulte vore planter, havde jeg gerne set, at man tager hånd om. Fagligt set giver det ingen mening, at vi skal sulte vore planter, og det koster i praksis landmanden mange penge, vækst og arbejdspladser. Nu vil vi gå ind i en aktiv proces med høringssvar i forhold til den nye lovgivning, fortæller Lars Hvidtfedt.