Det er positivt, at der nu langt om længe sker noget i forhold til at få rammerne på plads omkring Det Grønne Danmarkskort. Desværre rammer de netop offentliggjorte udkast til vejledning om kortet og bekendtgørelse om naturråd langt forbi skiven i forhold til at sikre en god og tryg proces for de berørte lodsejere.

Det mener Landbrug & Fødevarer, som nu grundigt vil gennemgå udkastene med henblik på at få rettet op på de skævheder, der måtte være. Udkastene er i høring til 5. maj. Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har længe presset på for at få retningslinjerne på plads, så kommunerne ikke skal famle sig frem i blinde. Så naturligvis er det positivt, at der nu er skred i sagen, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

For overordnede retningslinjer

Han er dog ærgerlig over, at udkastene svigter på flere punkter, når det handler om at sikre en god proces.

- Der er efter vores opfattelse tale om meget overordnede retningslinjer for, hvad kommunerne kan udpege til Grønt Danmarkskort.

- Vi havde gerne set, at der havde været mere klare rammer, for eksempel et loft over hvor mange arealer kommunerne kunne udpege. Det er for eksempel dybt problematisk, at der i vejledningen peges direkte på, at kommunerne kan inddrage landbrugsjord i omdrift som potentiel natur. Selvom det fremgår af vejledningen, at der skal ske en afvejning i forhold til andre interesser, kan det ikke udelukkes, at udpegningen til potentiel natur vil kunne få konsekvenser for fremtidig anvendelse af arealerne, siger Lars Hvidtfeldt.

Vejledningen mangler efter Landbrug & Fødevareres opfattelse også krav om, at kommunerne skal dokumentere, hvilken effekt for naturen de forventer, at det Grønne Danmarkskort kan bidrage med. Hvis der peges på private arealer i omdrift er det helt afgørende, at dokumentation og fagligt grundlag er på plads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars Hvidtfeldt understreger, at det er centralt, at lodsejere, som kan blive berørt af udpegninger, inddrages meget tidligt og reelt i processen. Det er der umiddelbart ikke lagt op til, og det finder Landbrug & Fødevarer er helt uacceptabelt i forhold til at sikre en god proces.

Råd bliver omdrejningspunkt

I udkastet lægges der op til, at det bliver obligatorisk for kommunerne at nedsætte naturråd til at rådgive om udpegningen af Det Grønne Danmarkskort. De råd bliver et meget centralt omdrejningspunkt for det videre arbejde, ikke mindst i forbindelse med at sikre, at lodsejer- og erhvervsinteresser tilgodeses.

Udgangspunktet er, at det er frivilligt for naturrådene, om de vil foretage en høring eller inddrage lodsejere og andre interessenter.

- Det helt afgørende for Landbrug & Fødevarer er at sikre, at udpegningen af Det Grønne Danmarkskort ikke får negativ betydning for jordbrugserhvervene, hverken i forbindelse med konkrete forvaltningsafgørelser eller i forhold til værdiansættelsen af jorden, fastslår Lars Hvidtfeldt.