Ministeriets udkast til arbejdsprogram for udarbejdelsen af næste generation af vandplaner indeholder forbedringer, men der er fortsat et stykke vej, før man er i mål, mener Landbrug & Fødevarer.

Trods forbedringer er der fortsat væsentlige mangler. Sådan lyder den første reaktion fra Landbrug & Fødevarer om det udkast til arbejdsprogram for udarbejdelsen af næste generation af vandplaner, der netop er udsendt af Miljø- og Fødevareministeriet. Det skal nu i seks måneders høring.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Først og fremmest er det positivt, at miljø- og fødevareministeren holder fast i, at der skal ske et retningsskifte. Det er et tydeligt signal om, at man vælger at lytte til kritikken fra både os og panelet af internationale eksperter, der gennemgik den danske fremgangsmåde, siger Thor Gunnar Kofoed, viceformand i L&F.

Ministeriet har allerede sat gang i en række projekter og udredninger, som skal forbedre det faglige grundlag for indsatsen for at forbedre tilstanden i kystvande og fjorde.

Men ifølge Thor Gunnar Kofoed mangler der fokus på en række udeståender, herunder viden om betydningen af, hvornår næringsstoffer udledes og de enorme usikkerheder, der er på beregningerne.

Efterlyser plan

Også på vandløbsområdet mangler der tydelig vilje til at få rettet op på fejl og mangler, så udpegningerne bliver retvisende, fortæller Thor Gunnar Kofoed.

- Vi efterlyser en klar plan for, hvordan man vil sikre, at udpegningerne af vandløb bliver korrekte. Ikke mindst i forhold til opdelingen mellem naturlige og stærkt modificerede vandløb, og her bør man skele til udlandet, hvor lande som Tyskland, England og Polen har 20-30 procent udpeget som stærkt modificerede, mens det i Danmark kun er fire procent, siger Thor Gunnar Kofoed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endelig er L&F meget optaget af tidlig og løbende aktørinddragelse. Og her skræmmer sporene fra den sidste runde af vandrådsarbejde.

- Tingene skal gribes helt anderledes an fremover. Vi og de andre interessenter skal på banen meget tidligere, og der skal skabes det rette rum for at få lokal viden i spil. Det oplever jeg, at der er bred opbakning til fra alle sider. Her er arbejdsprogrammet for uambitiøst? uddyber Thor Gunnar Kofoed.

Hos L&F vil man nu nærlæse udkastet og komme med bemærkninger og forslag til forbedringer.