Landbrug- og fødevareerhvervet oplever i stigende grad, at det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft til ledige stillinger.

Derfor opfordrer Landbrug & Fødevarer i en kommentar til vismandsrapport fra Det Økonomiske Råd til, at man handler nu, skriver organisationen i pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores vurdering er, at der allerede i dag er betydelige flaskehalsproblemer på det danske arbejdsmarked. Derfor bør man ikke afvente, som vismændene lægger op til, men i stedet handle nu, for det bliver ikke lettere at tiltrække arbejdskraften fremadrettet, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

I 4. kvartal af 2018 er det hver tredje virksomhed i fødevareindustrien, der mener, at manglen på arbejdskraft begrænser produktionen. Det tal var blot 2 pct. for tre år siden.

Samtidig er tendensen den samme blandt landmændene.

- Det er vigtigt, at vi ikke lukker øjnene for udfordringerne og venter, men i stedet kigger på, hvordan vi kan gøre Danmark mere tilgængelig for international arbejdskraft. For hvis ikke vi gør det, så risikerer vi, at vores virksomheder mister både ordrer, arbejdspladser og vækst, siger Martin Merrild.

Landbrug & Fødevarer opfordrer i den forbindelse politikerne til at fortsætte reformkursen med initiativer, der kan øge arbejdsudbuddet og mulighederne for rekruttering. Dels ved at øge optaget op de erhvervsfaglig uddannelse og dels ved at udvide mulighederne for international rekruttering ved fx at udvide positivlisten og sænke beløbsgrænsen.