Regeringen har i dag offentliggjort sit udspil til en ny energiaftale for perioden 2020-2030. Landbrug & Fødevarer mener, at der er flere gode takter i udspillet. Biogas bidrager til at mindske udslippet af drivhusgasser fra landbruget, og så er teknologien enormt fremadsynet, fordi man genanvender restprodukter fra industri og husholdninger.

Biogassen et vigtigt element i omstillingen til økologi, da den kan levere næringsstoffer. Biomasse spiller en afgørende rolle i overgangen fra fossile brændsler i el og varmeproduktion, ligesom det rummer en masse muligheder inden for avanceret bioraffinering og cirkulær bioøkonomi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Biogas og udviklingen inden for biomasse er cirkulær bioøkonomi, når det er bedst. Og når nu cirkulær bioøkonomi kan blive Danmarks næste vindeventyr, vil det naturligvis være usmart at sløjfe et så vigtigt element som biogassen. Oven i det glemmer man også nemt, at biogassen er et vigtigt redskab for de landmænd, der måtte ønske at kaste sig over omstillingen til økologi, siger Lars Hvidtfeldt i en pressemeddelelse.

Selvom bioenergi spiller en rolle i regeringens energiudspil, er langt det største fokus rettet på elektrificeringen af Danmark. Et fokus, Landbrug & Fødevarer mener, er alt for snævert:

- Vi mener ikke, at et ensidigt fokus på elektrificeringen af samfundet er fornuftigt. Det er langt fra alle sektorer, der har fordel af at blive elektrificeret. Mange af vores medlemmer er eksempelvis afhængige af en velfungerende gasinfrastruktur, siger Lars Hvidtfeldt i en pressemeddelse.