Hos Landbrug & Fødevarers Økologisektion er der stor glæde over, at regeringen og Dansk Folkeparti nu har fundet de 180 millioner kroner, der skal sikre, at ordningen for økologisk arealtilskud kan fastholdes med uændret tilskudsniveau i 2020.

- Selvom udviklingen i økologien først og fremmest er drevet af forbrugernes efterspørgsel, er det vigtigt, at man som økolog også fortsat kan opnå et tilskud, der modsvarer de forpligtelser, man påtager sig overfor samfundet i forhold til lavere kvælstofforbrug og fravær af plantebeskyttelsesmidler, siger Hans Erik Jørgensen, der er formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De seneste fire år har der været rift om tilskud til at omlægge fra konventionelt til økologisk landbrug. Regeringen og Dansk Folkeparti har derfor fundet 180 mio. kroner ekstra til ordningen for økologisk arealtilskud, så der i 2020 vil være i alt 317 mio. kr. Det sikrer blandt andet finansiering til omlægning af 32.660 hektar. Med de ekstra midler kan Danmarks samlede økologiske areal formentlig nå over 300.000 hektar i 2020.

- For nye landmænd, der lægger om til økologi i 2020, betyder det rigtig meget for budgettet, at der fortsat er et tilskud. Det handler jo ikke kun om omlægningstilskuddet, men også, at satsen for det løbende tilskud er fastholdt på 870 kr., siger Hans Erik Jørgensen.

Flere vil drive økologisk

Flere og flere landmænd ønsker at drive økologisk landbrug. Alene fra 2017 til 2018 fik de økologiske landmænd 325 nye kollegaer, og dermed er antallet af økologiske landmænd, der producerer fødevarer og foder med det røde Ø-mærke, oppe på næsten 4.000.

- I Landbrug & Fødevarers Økologisektion er vi også utrolig glade for, at tillægget for lavere kvælstofforbrug er opretholdt. Det har stor betydning for, at der kommer mere økologisk areal på Sjælland og på Fyn, hvor der ikke er så meget husdyrgødning til rådighed. Her er de ekstra 500 kroner, man får pr. hektar måske lige dét, der gør, at økonomien kan hænge sammen, siger Hans Erik Jørgensen og fortsætter:

- For de eksisterende økologer, der skal have gentegnet deres femårige tilsagn i 2020, er det helt afgørende, at ordningen kan fortsætte på det nuværende tilskudsniveau med 870 kroner pr hektar. Ikke mindst oven på det svære tørkeår i 2018, som har været en stor økonomisk udfordring mange steder, betyder det rigtig meget, at satserne er opretholdt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De ekstra midler til puljen er annullerede midler fra tilskudsordninger på miljøteknologi og annullerede midler fra økologisk arealtilskud. Der vil desuden komme to ekstra ordninger i 2020, hvor landmænd kan søge om tilskud til miljø- og klimavenlige grise- eller kvægstalde. De ordninger lægger Landbrug & Fødevarer også stor vægt på, da de vil stimulere nødvendige ny-investeringer i både kvæg- og grisesektoren.