De nye skærpede fosforlofter træder i kraft den 1. august. Landbrug & Fødevarer undrer sig stærkt over, at stadig ikke foreligger en husdyrgødningsbekendtgørelse.

- Det er uhyre kort tid til reglerne med de stærkt skærpede fosforlofter træder i kraft. De har så gennemgribende betydning for mange landmand, at det er helt utilstedeligt, at vi endnu ikke har set en færdig bekendtgørelse, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Viceformanden er meget bekymret for, at de skærpede fosforlofter vil blive en hovsaløsning, som får meget alvorlige konsekvenser for mange landmænd. For eksempel skal mink- og fjerkræbesætninger i områder med skærpede fosforlofter bruge 40 procent større udbringningsareal, end besætninger udenfor områderne med skærpet loft. På Århus Universitet er der igangsat et projekt om fosforkortlæging af landbrugsjorden og fosforfølsomme vandområder, men det arbejde afsluttes først i 2019.

Helt uforståeligt

- Det er helt uforståeligt, at en meget indgribende regulering gennemføres, inden det faglige grundlag er på plads. Jeg frygter, at vi om få år igen står med arealer, som viser sig at være udpeget på for ringe et fagligt grundlag, og som derfor uden miljømæssig begrundelse er blevet pålagt en meget stram regulering til stor skade for de berørte landmænd, siger Lars Hvidtfeldt i pressemeddelelsen.

Han understreger, at der i høringsfasen er blevet påpeget en lang række eksempler på udpegninger som forekommer åbenlyst fejlagtige. Et eksempel er Nørresø ved Tønder, som er et kunstigt anlagt vådområde, som blev etableret i forbindelse med et projekt tilbage i 2009.