Vi har tidligere her på Maskinbladet citeret en artikel fra dr.dk, som fortalte, at briter vil forbyde importen af dansk svin grundet frygt for MRSA. Du kan læse vores citathistorie her samt den originale dr.dk historie her.

Historien fra dr.dk er dog ikke faldet i god jord hos Landbrug & Fødevarer, som mener at have fundet otte alvorlige fejl i artiklen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når man løber DRs artikel igennem, står man tilbage med et billede af, at det er gået lidt for hurtigt og at man har mere travlt med at skubbe en sag i én bestemt retning i stedet for at have styr på fakta. DR er vores alles store mediehus. Vi skal kunne stole på, at det DR skriver, er sandt. Det er desværre ikke tilfældet i denne artikel. Jeg håber, at DR kigger indad og enten trækker artiklen tilbage eller også retter de graverende fejl, vi har fundet, siger Flemming Nør-Pedersen, der er direktør i Landbrug & Fødevarer.

Otte punkter

Maskinbladet har forelagt de otte kritikpunkter for DR, og herunder kan du derfor læse både kritikken fra L&F samt svaret til de enkelte punkter fra DR.

DR skriver, at danske eksportsvin lige som i de fleste andre EU-lande ikke bliver testet for MRSA.

Kommentar fra L&F: Vi er ikke bekendt med, at der findes EU-lande, der altid tester eksport-grise for MRSA, inden de bliver eksporteret. Hvor har DR den oplysning fra? Hvilke lande udfører systematiske test af eksportgrise?

Svar fra DR: DR har refereret oplysningerne som de fremgår i artiklerne fra The Guardian og The Bureau of Investigative Journalism.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DR sammenligner smittede grise i Danmark og i Storbritannien mellem 2014-2015:

Kommentar fra L&F: Tallene kan ikke sammenlignes. I Danmark har vi lavet screeninger af besætninger, det har man ikke gjort i UK.

Svar fra DR: DR har refereret oplysningerne som de fremgår i artiklerne fra The Guardian og The Bureau of Investigative Journalism.

DR sammenligner antal smittede mennesker i Danmark (1200 i 2015) og UK (3):

Kommentar fra L&F: Tallene kan ikke sammenlignes. I Danmark har man intensiveret test af mennesker. I UK laver man ikke systematiske tests af mennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svar fra DR: DR har refereret oplysningerne som de fremgår i artiklerne fra The Guardian og The Bureau of Investigative Journalism.

DR skriver, at UK kan blive det andet land, der indfører et importforbud for danske levende grise som følge af resistente bakterier:

Kommentar fra L&F: Det er forkert. Der findes ikke nogen lande, der har et importforbud af danske levende grise pga. resistente bakterier.

Svar fra DR: Af artiklen fra The Bureau of Investigative Journalism fremgår det, at Sverige har indført forbud mod import af danske svin. Dette viser sig imidlertid at være en fejl, og er blevet korrigeret på dr.dk kl. 12.45 (se bunden af artiklen).

DR skriver, at det er flere britiske medier, der har historien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kommentar fra L&F: Det er forkert. Det er kun The Guardian, der har skrevet den historie, som DR refererer til. Freelancejournalisten der har skrevet artiklen, i øvrigt sammen med den danske aktivist Kjeld Hansen, har også offentliggjort artiklen på sin egen hjemmeside.

Svar fra DR: The Guardian har bragt én artikel, mens The Bureau of Investigative Journalism har bragt en anden. Flere oplysninger og enkelte kilder går igen i begge artikler, som dog ikke er identiske. Desuden har en række britiske medier viderebragt historien.

DR skriver, at britiske politikere, går ind i sagen.

Kommentar fra L&F: Falskt. Der er kun én politiker, der har udtalt sig om sagen i den artikel, DR henviser til. Politikeren hedder Kerry McCarthy. Hun er veganer og var sidste år ude at sige, at man skal behandle kød på samme måde som tobak, med skræmmekampagner, for at få folk til at spise kød. (kilde).

Svar fra DR: Det er korrekt, at der er tale om én politiker. Der er tale om en fejl i underrubrikken. Fejlen er blevet korrigeret på dr.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kerry McCarty har i sin periode som Labours skyggeminister på fødevareområdet netop repræsenteret Labours politik på dette område, og har bl.a. slået til lyd for netop de problematikker, som artiklerne fra The Guardian og The Bureau of Investigative Journalism rejser. Hun fratrådte i juni 2016. Artiklen har imidlertid været flere måneder undervejs.

DR skriver, at Labour som parti ønsker et opgør med importreglerne.

Påstand: Falskt. Det fremgår intet sted, at et importstop af danske levende grise er Labours officielle politik eller at det er noget partiet vil arbejde for.

Svar fra DR: Se svaret på forrige spørgsmål.

DR skriver, at den britiske regering overvejer stramninger og citerer følgende: "Regeringen vil gennemgå mulighederne for overvågning af området".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kommentar fra L&F: DR udelader halvdelen af den britiske regerings citat. Mærkeligt er det den del, hvor regeringen taler om, at man vurderer MRSA som værende en meget lav sundhedsrisiko.

Det originale citat fra den britiske regering er som følger: "The government is reviewing options for surveillance, which will be proportionate to the very low health risk posed by livestock-associated MRSA."

Oversat til dansk: Regeringen overvejer overvågning, der er proportionelle med den meget lave sundhedsrisiko, der er ved MRSA i levende dyr, skriver den britiske regering.

Svar fra DR: Det er korrekt at citatet er afkortet. I oplægget til citatet gøres imidlertid bl.a. flg. klart:

"Indtil videre har meldingen fra de officielle britiske myndigheder været afdæmpet. Den britiske fødevaremyndighed, The Department for Environment, Food and Rural Affairs vurderer, at risikoen for folkesundheden på nuværende tidspunkt er "meget lav.""