Landbrug & Fødevarer stævnede for nyligt Miljø- og Fødevareklagenævnet på vegne af ni lodsejere.

Nævnet godkendte tilbage i december 2017, at Egedal Kommune kunne udstede forbud mod brug og opbevaring af plantebeskyttelsesmidler i et område ved Bjellekær Kildeplads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en ekstremt principiel og vigtig sag, som kan få meget stor betydning for fremtidens praksis på området. Vi har siden december nærstuderet afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, og vi mener ikke, at der er juridisk hjemmel eller noget fagligt belæg for afgørelsen. Derfor stævner vi nu nævnet, fortæller Charlotte Bigum Lynæs, der er chefjurist i Landbrug & Fødevarer.

Hun vurderer, at kommunen ikke har løftet sin bevisbyrde for at et forbud vil have en miljømæssig effekt.

- Rent juridisk skal et ekspropriationsforbud være nødvendigt. Det krav er ikke opfyldt, og derfor tager vi nu sagen videre og stævner Miljø- og Fødevareklagenævnet på vegne af vores medlemmer, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Sagen rejses ved byretten i Viborg, hvor klagenævnet har hjemme. Landbrug & Fødevarer har dog anmodet om, at den må blive behandlet ved Vestre Landsret, da den er særlig principiel.

Advokat Håkun Djurhuus skal føre sagen på vegne af Landbrug & Fødevarer og lodsejerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Charlotte Bigum Lynæs forventer, at der kan gå op i mod to år, inden der falder en afgørelse.