Landbrug & Fødevarer foreslår i dag, at man gør reglerne for afskrivning af investering i IT-hardware hurtigere og mere smidig. Det handler først og fremmest om, at dansk fødevareproduktion i fremtiden skal konkurrere på viden og højteknologiske løsninger.

- Hvor andre landes landbrugsproduktion er baseret på manuelt arbejde og meget lave lønninger, skal vi i Danmark konkurrere på viden, udvikling og gode arbejdsvilkår. Derfor er det så afgørende, at vi understøtter investeringer i robotteknologi og andet IT-udstyr, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De gældende afskrivningsregler afspejler ikke virkelighedens verden, hvor IT-hardware taber sin værdi markant hurtigere end forudsat i reglerne. Virksomheder må derfor afskrive på hardware flere år efter at værdien reelt er nul. Software kan derimod straksafskrives, dvs. afskrives fuldt ud i det år, hvor softwaren indkøbes.

- Der er et investerings-efterslæb, som vi bliver nødt til at vende. Jeg mener, at vi har en mulighed for at blive nogle af de bedste i verden på robotteknologi. Vi ved, at for eksempel droner kan præcisionssprøjte på markerne. Det er til gavn for miljøet, siger Karen Hækkerup.

Landbrug & Fødevarer forslår derfor, at grænsen for, hvornår IT- hardware kan straksafskrives, forhøjes fra de gældende 13.200 kr. til 25.000 kr. Hvis en virksomhed anskaffer IT-udstyr til en højere værdi end 25.000 kr., bør den kunne afskrive udstyret langt hurtigere end i dag. Afskrivningssatsen bør fordobles, så virksomheden kan afskrive udstyret med 50 procent om året.

Omfattet af afskrivningsregler?

Den høje afskrivning på 50 procent om året skal gælde for al IT-hardware, det vil sige computere, servere, printere mv. 3D-printere, droner, robotter og anden ny teknologi, der primært er drevet at IT-hardware, bør også være omfattet. Ifølge Landbrug & Fødevarer vil det give staten et varigt provenutab på 175 millioner kroner årligt.

- Jeg mener, det er en meget lav pris at betale (et varigt provenutab på 175 millioner kroner om året) for at gøre Danmark til førende i verden. Der er et stort potentiale i at eksportere vores viden til andre lande. Det er i høj grad det, vi skal leve af. Ikke kun i landbruget men i alle danske små og mellemstore virksomheder, skal vi hele tiden finde nye løsninger, som vil blive eftertragtet i resten af verden, siger Karen Hækkerup.