L&F-formand forventer taletid i kommissionen
Selvom landbrugets organisationer ikke får nogen direkte plads i den kommende Landbrugskommission, forventer Niels Jørgen Pedersen, at både landbrugets og naturens interesser vil blive hørt.
Natur- og Landbrugskommissionen bliver en ekspertkommission, slog fødevareminister Mette Gjerskov (S) fast i spørgetimen på Christiansborg i onsdags. Det betyder altså, at landbrugets interesseorganisationer ikke får nogen direkte plads ved bordet.
- Det må vi jo tage til efterretning og så håbe på, at det bliver de rigtige eksperter. Forstået på den måde, at jeg da regner med, at det bliver nogle eksperter, der - sagt lige ud - har forstand på det, de arbejder med, og at det bliver en blanding af natur- og landbrugseksperter, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen.
Han ser stadig gode muligheder for, at landbrugets synspunkter vil blive hørt.
- Vi har bestemt en god chance for at præsentere vores synspunkter. Og der findes jo også mange landbrugseksperter. Men hvis det kun bliver naturfolk, så får vi godt nok meget at lave, siger formanden med et smil og fortsætter:
- Jeg forventer, at vi kommer op i en helkopter og får et overblik over, hvor meget landbrugserhvervet kan bidrage med. Billedet er nemlig vendt lige nu, og det er gået op for folk, at vi ikke kun kan have natur, vi skal også have noget at leve af. Fødevareerhvervet har den bedste handelsbalance, og vi bidrager med rigtig mange arbejdspladser. Det, tror jeg, der vil være lydhørhed over for, siger han.









Det var så den taletid