I fredags sagde EU-Kommissionen nej til en fornyelse af de tre aktivstoffer Thiram, Malathion og Pymetrozin også kendt som Plenum. Ifølge Søren Thorndal Jørgensen, der er chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer og ekspert på området, er det især forbuddet af Thiram og Plenum, der vil give problemer hos danske landmænd og frøavlere.

- Det er Thiram og Plenum, der kommer til at volde os problemer. I forhold til Thiram er det her og nu. Det er et middel frøfirmaerne bruger rigtig meget til bejdsning, så vi skal hurtigst muligt have fundet en løsning på det. Ellers er der en stor eksport, som falder på gulvet, fortæller Søren Thorndal Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Thiram bruges til at bejse frø, for at forhindre svampesygdomme i at angribe planten når den spirer. Langt hovedparten af Thiram bruges i forbindelse med eksport af eksempelvis roefrø og spinatfrø.

Vigtigt med forskellige virkemidler

Midlet Malathion er et insektmiddel, der er udgået herhjemme, så ifølge Landbrug & Fødevarer vil det ikke umiddelbart give problemer med forbuddet. Det vil det derimod med forbuddet mod Plenum, som især bliver brugt til bekæmpelse af skadedyr i for eksempel rapsmarker.

- Seges og vores holdning er, at Plenum stadig er et vigtigt middel at have, fordi vi på et tidspunkt kan løbe ind i et problem med resistente skadedyr, fortæller Søren Thorndal Jørgensen, og fortsætter:

- Lige nu bliver der kun brugt lidt plenom herhjemme. Plenum har en unik virkningsmekanisme. Det vil sige, at det virker på en anden måde end de andre insektmidler, vi har. Og det er vigtigt at have forskellige virkemekanismer at skifte imellem for at udsætte udviklingen af resistente skadedyr.

Næste skridt

Ifølge Søren Thorndal Jørgensen kom udmeldingen om forbuddet lidt som en overraskelse, men nu er der ikke andet for, end at kigge nærmere på, hvad næste skridt skal være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er heldigvis stadig tid, inden forbuddet træder i kraft. Nu skal vi i dialog med virksomhederne for at finde ud af, hvad der kan gøres for at opnå en holdbar løsning. Vi vil muligvis søge dispensationer, men det kan selvfølgelig godt blive svært, når frøfirmaerne bruger Thiram året rundt. Så der er ikke andet for, end at vi må i tænkeboks, fortæller Søren Thorndal Jørgensen.