Landbrug & Fødevarer beklager stærkt dagens afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Afgørelsen giver Egedal Kommune medhold i, at den kan udstede et forbud mod at opbevare og bruge plantebeskyttelsesmidler i et område ved Bjellekær Kildeplads.

Landbrug & Fødevarer havde, i samarbejde med de lokale landboforeninger, indbragt sagen for klagenævnet på vegne af en gruppe berørte lodsejere i området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi klagede over forbuddet, fordi vi vurderer, at kommunen ikke har løftet sin bevisbyrde for, at et forbud vil have en nogen som helst miljømæssig effekt. Juridisk skal et ekspropriationsforbud være nødvendigt, og det krav er hverken fagligt eller juridisk opfyldt, siger Charlotte Bigum Lynæs, der er chefjurist i Landbrug & Fødevarer.

Hun er både overrasket og ærgerlig over afgørelsen.

- Vores vurdering er, at vi stod med en særdeles god sag, fordi man aldrig tidligere på så spinkelt et grundlag og på så stort et område har brugt den bestemmelse, Egedal Kommune griber fat i. Derfor er det selvsagt skuffende, at klagenævnet nu blåstempler den vidtgående praksis, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Hun vil nu nærlæse afgørelsen fra klagenævnet, som hun betegner som meget principiel.

- Det er en sag med meget stor betydning for de berørte lodsejere. Vi vil nu gennemgå afgørelsen grundigt, men det er min klare overbevisning, at sagen bør indbringes for domstolene, siger Charlotte Bigum Lynæs.