Lettelse efter ja til euro-fond

Forfatningsdomstolen i Karlsruhe har godkendt redningsfonden ESM. Beslutningen kan vende gældskrisen, mener økonom.

mbk  12.09.12 | 15:14

Europæiske politikere kunne til formiddag tørre sveden af panden, da Tysklands forfatningsdomstol  godkendte den nye redningsfond for gældsplagede eurolande, ESM. Det skriver epn.dk.

Godkendelsen skete med det forbehold, at den nuværende grænse for Tysklands bidrag på 190 milliarder euro (1,4 billioner kroner) kun kan udvides med Forbundsdagens udtrykkelige opbakning.

Med afgørelsen synes den største, akutte risiko for det europæiske valutasamarbejde fjernet.

Gældskrisen kan vende nu

Afgørelse kan desuden bidrage til at standse gældskrisen i løbet af et til to år, mener europaanalytiker Frank Øland.

- Til den tid vil vi måske kunne kigge tilbage på sensommeren 2012 og konstatere, at det var vendepunktet, siger Frank Øland til epn.dk.

Med den permanente hjælpefond og et sikkerhedsnet fra Den Europæiske Centralbank er bolden nu på Spaniens og Italiens banehalvdel, konstaterer han.

- Hvis Italien og Spanien leverer de opstramninger og reformer, de har lovet, vil vi forhåbentlig kunne erklære gældskrisen for slut inden for et år eller to, mener han.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.