Efter Semler Agro har fået Väderstad som eksklusiv forhandler i Danmark, skal flere af de nuværende redskabsproducenter, som Semler Agro har under produktparaplyen nu finde andre forhandlere. Ét af dem er de blå maskiner fra Lemken, der faktisk også havde muligheden for at blive en del af Semler Agro. Nis Peter Albrechtsen fra Lemken fortæller, at Lemken fik tilbudet, men at man helt bevist takkede nej til Semler Agros tilbud om eksklusivitet.

- Det er et spændende projekt Semler Agro har gang i med at lave store forretninger med full-line John Deere og én redskabsproducent, men jeg føler ikke rigtigt at Lemkens produktprogram passer ind med John Deere, fortæller Nis Peter Albrechtsen, salgschef for Lemken i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere forhandlere

Nis Peter Albrechtsen fremhæver blandt andet den nye Vega-trailersprøjte samt Azurit-majssåmaskinen som to nye produkter fra Lemken, som kommer direkte i kamp med tilsvarende produkter fra John Deere.

- John Deere har deres eget sprøjteprogram, og er også på vej med enkornssåmaskiner, fremhæver Nis Peter Albrechtsen, som dog gør opmærksom på, at det ikke bliver Lemkens exit fra alle John Deere-forhandlere i Danmark:

- Vi fortsætter naturligvis med Herborg Smede og Maskinforretning, som har været Lemken-forhandlere i mange år.

På nuværende tidspunkt er der 11 Lemken-forhandlere i Danmark med 23 udsalgssteder, og efter Semler Agro trækker sig som Lemken-forhandler skal der findes nogle nye i Nordjylland samt Sønderjylland.

- Vi er rigtig godt tilfredse med de Lemken-forhandlere vi har i øjeblikket, og det er også en af grundene til, at vi ikke vil lave en eksklusivitet med én enkelt forhandler, siger Nis Peter Albrechtsen.