Maskinmesser anvendes af mange fabrikanter til at fremvise virksomhedens seneste innovation, og mange gange er de udstillede nyheder prototyper, der først skal testes og finpudses, før de er klar til produktion og salg.

På et arrangement for den internationale landbrugspresse viste Lemken, at de fleste nyheder fra Agritechnica 2017 nu også fungerer i marken og implementeres i de blå redskaber fra sæson 2019.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Lige træk og plads til tvillingehjul

Lemken har produceret over 4000 enheder af den halvbugserede Diamant 11 vendeplov, og nu afløses den af Diamant 16, der lige som forgængeren er en ethjulet halvbugseret plov.

- Traktorerne bliver større og større, og derfor tilbyder vi Diamant 16 med op til ni furer. Når traktoren kører i furen, er det vanskeligt at opnå den perfekte træklinje i ploven. Derfor tilbydes Diamant 16 med det ny OptiLine-træk, hvor vi ved hjælp at et hydraulisk system optimerer trækket i ploven. Med OptiLine behøver føreren ikke at styre så meget kontra for at holde forhjulene mod furekanten. Det minimerer hjulslippet, og vi har med systemet registret en reduktion i brændstofforbruget med op til ti procent, forklarer Peter Baumgärtner, Lemken.

Den nye plov leveres også med onland-udstyr, hvor trækket har fået et nyt design, som flytter traktoren længere væk fra furekanten. Det giver plads til at køre på land med traktorer, der har en totalbredde på op til fire meter. Uanset version kan ploven leveres med hydraulisk vægtoverføring, der overfører vægt fra ploven og til traktorens bagaksel. Hjulophænget har ligeledes fået et nyt design, der giver plads til et både bredere og højere landhjul.

Det hydrauliske landhjul leveres i fremtiden i to varianter, hvor komfortversionen gør det let at finde tilbage til udgangspunktet, efter at der har været korrigeret på pløjedybden.

Tallerkenharve i ny opsætning

Lemken tager nu konsekvensen af, at kompakte tallerkenharver med to rækker tallerkener kan have en tendens til at trække til den ene side.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udbredelsen af autostyring med tolerancer på nogle få centimeter gør det uacceptabelt, at harven ikke løber præcist efter traktoren. Derfor er Rubin 9 blevet redesignet og med en ny opsætning af tallerkenerne. Det får harven til at gå lige efter traktoren både ved overfladig og dyb bearbejdning af jorden. Harven skifter navn til Rubin 10 og kommer i fremtiden med tallerkener, der har en diameter på 645 millimeter, og som er produceret i en stålkvalitet med højere hårdhed, siger Lukas Voss, Lemken og tilføjer:

- Tallerkenerne er monteret i nye og kraftigere holdere og er med individuel stensikring. Når stensikringen udløser, og den kraftige fjeder efterfølgende trykker tallerkenen tilbage til arbejdspositionen, tillader en speciel konstruktion i ophænget, at tallerkenerne kortvarigt kan gå 20 millimeter under den indstillede arbejdsdybde. Derved sendes kræfterne fra de kraftige fjedre ud i jorden og ender derfor ikke som stress i harvens chassis.

Rubin 10 leveres i arbejdsbredder på 2,5 - 7,0 meter. De liftophængte modeller kan monteres med et støttehjul, der automatisk sænkes, når harven løftes, og som bærer et lille ton.

De bugserede modeller af Rubin 10 kan monteres med en ny halmstrigle. Striglen er med to rækker tænder og er monteret i et parallelogram foran på harven. Tænderne er spændt op med et hydraulisk tryk på 20 bar. Samles der for meget halm op, eller kommer der en klump halm, vil det stigende tryk automatisk løfte harven en smule op og lukke den overskydende halm forbi.