Et besøg på Agromek er en god mulighed for at blive opdateret med viden om de nyeste tendenser og høre nærmere om, hvordan den nye teknik kan gøre nytte hjemme på egen bedrift. Eller blot at blive klædt bedre på til at træffe et valg i forbindelse med en nødvendig udskiftning af en maskine eller nedslidt inventar.

Skulle man være en af de landmænd, der er hårdt ramt af sommerens tørke, er nyinvesteringer måske ikke en af de mest påtrængende overvejelser, og mon ikke arrangørerne og mange udstillere er spændt på at møde kunderne og høre direkte fra dem, hvordan de ser på fremtiden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det forlyder fra mange sider, at en del bedrifter slap mere nådigt igennem sommerens langvarige tørke, end det på et tidspunkt så ud til. Hvis man kunne vande, blev udbytterne fine. Græsset eksploderede i sensommeren og kompenserede for en del af den midstede tilvækst tidligere på sommeren. Og afgrødepriserne er gået op.

Nu skal vi selvfølgelig ikke være naive jubeloptimister, for de positive takter nogle steder, betyder ikke, at alle er gået fri af tørkens konsekvenser, som for enkelte har været meget alvorlige. Men det tyder på, at der er en del bedrifter, som ikke har anledning til at rokke ret meget ved den strategi, de hele tiden har kørt efter. Det betyder også, at der fortsat skal udskiftes maskiner og inventar, og at mange stadig har udviklingsplaner, som kræver investeringer.

Ved at kigge nærmere på listen over nyheder på messen, kan vi konstatere, at den teknologiske og faglige udvikling fortsat kører med ekspresfart. Der er masser af spændende nyt at kigge nærmere på den 27. til 30. november. Det kan ganske vist være svært at erkende nyhedsstrømmens hast, når man besøger Agromek fast hvert andet år. Men hvis vi foretager et længere tilbageblik på blot 10 eller 20 år, er det tydeligt, at dele af landbruget nærmest er revolutioneret på få år.

Arbejdsbredderne er vokset betydeligt med alle de konsekvenser, det har haft for maskiner og redskabers opbygning og derfor også marktrykket. Det har eksempelvis gjort strategier med faste kørespor til en ny virkelighed mange steder. It-teknologiens indtog har i det hele taget gjort jobbet som markmand til et helt andet, end det var for blot få år siden. Det gælder både den traditionelle funktion, når man sidder bag rattet, og når der planlægges, optimeres og besluttes ud fra det detaljerede datamateriale, som maskinerne kan opsamle.

Men der er også kommet helt nye maskin- og redskabstyper til. Og robotter, som ikke længere er en fremtidsvision, men i allerhøjeste grad trænger sig på.