- Mit ønske til 2019 vil være, at vi får gang i generationsskiftet, og at gennemsnitsalderen blandt mælkeproducenter begynder at falde, siger Kjartan Poulsen i sin nytårshilsen.

- Tiden nærmer sig et folketingsvalg, hvor valgflæsk og løsslupne argumenter erfaringsmæssigt vil forplumre den sobre debat. LDM vil gøre sit til at holde politikerne fast i realiteter og faglige løsninger til gavn for både dyr og natur, miljø og klima samt erhvervet og samfundet, siger formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden slår fast i hilsen til medlemmerne, at udfordringerne er de samme, som før juleferien.

- Udfordring nr. 1, 2 og 3 er at få indtjeningen op, for uden tilstrækkelig indtjening er det utopi at tro, at vi kan foretage flere investeringer for at for at tilgodese medarbejdere og natur og dyrevelfærd og miljø og klima. Så vidt tror jeg, at de fleste af os er enige. Når det kommer til løsningerne, har vi forskellige ideer, og det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at udpege den rigtige løsning, men det må ikke blive brugt som begrundelse for ikke at gøre noget. Hvis vi ingenting gør, ved vi, at vi sidder fast i for lav indtjening, siger Kjartan Poulsen.

Der er i dag kun godt 2.700 mælkeproducenter tilbage i Danmark.

- Vi må ikke fraktionere os, og det skal vores organisationer også holde op med. Vi skal ikke hævde os som Nordjyder eller Sønderjyder, som økologer eller non-gmo-producenter, som de 25 pct. bedste eller ringeste, som unge eller gamle eller som store eller små, siger formanden.

- Vi ejer vores bedrifter, vi ejer vores mejeri sammen med svenske, tyske og engelske mælke-producenter, og vi ejer et stort slagteri sammen med danske svineproducenter. Vi skal kunne gøre det bedre. Vi skal lære at sætte bundlinjen øverst, og vi skal lære at respektere hinandens forskellighed, siger Kjartan Poulsen.