Med bemærkning om, at Kongskilde godt kunne have valgt en blå saks, i stedet for en rød, klippede Lars Løkke Rasmussen snoren over til Kongskildes nye internationale distributionscenter og den nyindrettede fabrik i Sønderborg. Det skete fredag foran mere end 200 gæster, der deltog i indvielsen.

Lars Løkke Rasmussen fremhævede i sin tale Kongskildes mod til at etablere 30 nye danske arbejdspladser med deres nye distributionscenter i Sønderborg - på trods af, at virksomheden ligeså godt kunne have placeret aktiviteterne syd for grænsen, hvor timelønnen er lavere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre rammevilkår

Kongskilde har samlet distributionen af alle slid- og reservedele, som tidligere blev leveret fra deres fabrikker rundt i omkring i Europa. Op til 50.000 forsendelser årligt bliver fremover sendt til forhandlere og landmænd over hele Europa.

Lars Løkke Rasmussen fremhævede også, at landbruget har brug for bedre rammevilkår, blandt andet skal der kunne produceres flere svin og kunne gødskes mere.

- Vi skal have en målrettet indsats mod overimplementering i landbruget, så vi sikrer, at vi ikke gør det sværere for os selv end i landene omkrig os, når EU kommer med nye regler, sagde Lars Løkke Rasmussen.

25.000 kvadratmeter

På en fabriksrundtur blev resultatet af sammenlægningen af de to Sønderborg fabrikker præsenteret. På 25.000 kvadratmeter har Kongskilde samlet produktionen af foderblandere, skårlæggere, snittere og river. Produktionen er blevet forenklet, medarbejdernes involveres nu aktivt i planlægningen og produktionstiden er blevet kortere, for eksempel kan en kundetilpasset foderblander nu produceres på seks til otte uger.

- Det er sund fornuft sat i system, sagde Ole Gade, adm. direktør i Kongskilde om den nye fabrik. Han fortsatte:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kongskilde kan nu skimte målet om at være i balance og bredt anerkendt som en innovativ partner for landbruget.

Kongskildes bestyrelsesformand Lars Sørensen fremhævede, at sammenlægningen af de to Sønderborg fabrikker var gjort for beskedne midler, og at DLG bakker op om og fortsat investerer i Kongskilde.