For nylig blev Statsminister Lars Løkke Rasmussen kaldt i samråd af rød blok, efter en historie i Berlingske fortalte, at regeringstoppen og Statsministeriet vidste betydeligt mere om problemerne med blå bloks landbrugspakke, end Folketinget fik oplyst.

Statsministeren har dog afvist at møde op til samråd, det skriver Politiko.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Politiko begrunder Lars Løkke Rasmussen afvisningen med, at der er tale om regeringsinterne forhold. Det er ikke første gang, at Lars Løkke Rasmussen afviser at deltage i et samråd om landbrugspakken. I starten af april afviste Statsministeren ligeledes et samråd. Dengang var begrundelsen, at han af principielle grunde ikke ønsker ikke at udtale sig nærmere om de drøftelser, han har med ministre og embedsmænd om en given sag.

Det vækker bestemt ikke glæde i den røde blok, at Lars Løkke Rasmussen endnu en gang har valgt at takke nej til et samråd.

- Lars Løkke Rasmussens forsøg på at kalde dette interne regeringsanliggender holder ikke. Det er et spørgsmål om, at hans regering har vildledt Folketinget på det groveste, og at han har været vidende om det - og dermed formentlig accepteret det, siger Simon Kollerup til Politiko.

Selvom Lars Løkke Rasmussen ikke ønsker at deltage i et samråd, har han lagt op til, at han vil besvare to generelle spørgsmål om sin tilsynspligt over for ministrene skriftligt og kun til Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget.