Lantmännens resultat før skat blev 335 millioner svenske kroner for årets første fire måneder mod 293 millioner i samme periode i 2018. Det er en stigning på mere end 14 procent på trods af at selskabet stadig mærker effekten af sidste sommers tørke på mange af sine forretningsområder.

- Begyndelsen af 2019 har igen vist både styrke og stabilitet i Lantmännens brede forretningsportefølje. Og selvom der har været udfordringer inden for landbrugsdelen på grund af den varme og tørre sommer, fortsætter stort set alle øvrige forretningsområder med at udvikle sig positivt, siger Lantmännens topchef, Per Olof Nyman.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Underskud på landbrug

Landbrugsdelen af forretningerne gav således et underskud på 28 millioner svenske kroner i årets første fire måneder mod et overskud i samme periode i 2018 på 67 millioner kroner. Lavere høstudbytter som følge af tørken har øget Lantmännens omkostninger til at skaffe korn, fordi de lavere udbytter har gjort Sverige til nettoimportør af korn.

- Lantmännen fortsætter med at præstere godt med rentabilitet inden for de fleste forretningsområder, og vi ser store muligheder for fremtidig profitabel vækst i nærmest alle vores forretningsområder, siger Per Olof Nyman.

Han nævner, at meget også afhænger af, hvordan den kommende høst bliver.

- Men vi håber selvfølgelig på en stor høst af god kvalitet, siger han.