Danske Svineproducenter er tilfredse med, at Fødevarestyrelsen har valgt at suspendere forældelsesfristen i gebyrsagen, men er bekymret for den lange sagsbehandlingstid. Det skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.

- Det er selvfølgelig glædeligt, at Fødevarestyrelsen har imødekommet vores ønske om en suspensionsaftale, men vi er bekymrede over udsigten til den lange sagsbehandlingstid. Det er vores klare fornemmelse, at en tilbundsgående undersøgelse af dommens konsekvenser vil føre til lavere kontrolomkostninger og dermed mulighed for en bedre afregning og færre omkostninger for vores medlemmer, som i forvejen har hårdt brug for pengene. Otte måneder er lang tid, lyder det fra Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, som opfordrer Fødevarestyrelsen til hurtigt at rette kontrolomkostningerne i takt med, at redegørelserne for de enkelte gebyrordninger bliver undersøgt.