Igennem flere år var formanden for Holstebro/Struer Landboforening også formand for Landsskuet i Herning. Det var dengang, personen med dobbeltmandatet hed Martin Merrild. Nu bliver det sådan igen, selv om personen med dobbelt-kasketten er en anden.

Kristian Gade er på et bestyrelsesmøde i Landsskuet blevet forfremmet fra næstformand til formand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kristian Gade er - blandt meget andet - formand for den nordvestjyske landboforening, og nu er han så også i spidsen for Danmarks største dyrskue målt på antal dyr, aktiviteter og maskiner.

Repræsentant for Dansk Holstein

Den hidtidige formand for dyrskuet i Herning, Peder V. Laustsen fra Ribe, valgte at trække sig fra bestyrelsen, da han ikke længere er repræsentant for avlsforeningen Dansk Holstein.

- Som formand for bestyrelsen har du signaleret ro og overblik. Og du har altid haft øje for, at Landsskuet skal udvikle sig, sagde Kristian Gade til den afgående formand.

Med i 14 år

Peder V. Laustsen har siddet i Landsskuets bestyrelse i 14 år og glædede sig over, at dyrskuet sidste år nåede sit mål om at komme over 50.000 gæster.

Kristian Gade er blandt andet mælkeproducent og medlem af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse. Ny næstformand i Landsskuet er Knud J. Nielsen fra Glejbjerg.