Peter Kiær, landmand i sjæ Haslev og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, deltog i et større arrangement på Bornholm på Folkemødets tredje dag. Her blev visionerne for Danmarks natur, landbrug og fødevarer belyst fra 11 forskellige synsvinkler.

Mens de økologiske vinkler blev forfægtet af tre indlægsholdere fra henholdsvis Økologisk Råd, Foreningen Praktisk Økologi og Naturmælk, var Peter Kiær ene om at holde det konventionelle, vidensbaserede landbrugs fane højt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peter Kiærs vision er, at den natur, der allerede findes, først og fremmest skal passes, mens landbrugets jorde skal benyttes til bæredygtig fødevareproduktion.

Køb selv natur

Peter Kiær kom med en opfordring til det talrige publikum om, at hvis de ville have mere natur, kunne de gå sammen og købe nogle arealer, der så kunne udlægges til natur. Samtidig fortalte han, hvad landmanden gør og kan gøre med småbiotoper såsom vildthjørner i marken, blomsterstriber til bierne, jordlandingsbaner for lærker, tørre pletter for vildtet og meget mere.

- Landmanden gør en stor indsats for disse naturens åndehuller, men de dyrkede arealer skal være bæredygtigt intensivt dyrkede, så de optager mindst muligt plads fra naturen, sagde han.

- Både økologisk dyrkede marker og konventionelt dyrkede marker består af monokulturer til fødevareproduktion - det er det modsatte af mangfoldighed. Det er således det konventionelle landbrug, der levner mest plads til naturens mangfoldighed, sagde han.

Peter Kiær understregede, at landmænd benytter så lidt kemi som muligt men så meget som nødvendigt for at holde planterne sygdomsfrie og sunde, og at landmænd selvfølgelig som alle andre afsætter, men gør det så lidt som muligt. Det er under landmandens jord, danskerne finder deres drikkevand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blomstrende græsplæner

Foreningen Praktisk Økologi foreslog, at man gør alle Danmarks haver giftfrie, fordi det vil spare naturen for 20 tons kemikalier, og så kom foreningen med en opfordring til at lade mange flere græsplæner blomstre både i haver og i industrikvarterer til glæde for insekterne.

- Vi bruger i dag 2.000 årsværk til at holde græsplæner i den private sektor - de timer må kunne bruges mere fornuftigt, lød det. Det blev understreget, at også i byerne skal naturen kunne udfolde sig, ligesom det blev påpeget, at vi udelukkende har kulturnatur i Danmark. Flere efterlyste en større forståelse for naturen og en større mangfoldighed både i naturen og i debatten om naturen.