Landmand Knud Bay-Smidt, som driver en bedrift i Langkastrup ved Randers, er blevet optaget i foreningen Global Farmer Network, som den første dansker nogensinde. En forening som kæmper for, at alle mennesker i verden har ret til gode og nærende afgrøder, hvor løsningen skal findes med genmodificerede afgrøder.

Han kom sidste år i oktober 2017 hjem fra 14 dage i USA, hvor han var blevet inviteret over for at møde det nye netværk ved en større kongres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Jeg har altid handlet meget med hele verden, og så interesserer jeg mig for planteforædling. Nu er jeg medlem af denne forening, ligesom jeg har været medlem af Djursland Landboforening de sidste mange år, siger Knud Bay-Smidt i en pressemeddelelse.

Han er nu en af de godt 200 medlemmer i Global Farmer Network. Netværket er fordelt over hele verden, men hovedparten er dog stadig bosat i Canada og USA.

Global Farmer Network er en forening, der er stiftet af en amerikansk landmand for godt 20 år siden. En forening som agiterer mod handelsbarrierer, og som mener, der skal være mere fødevaresikkerhed - forstået på forsyninger og ikke på bakterieniveau, tilstrækkelig og næringsrig mad til alle, og at genteknologien er et værktøj, som bør bruges.

Historien bag optagelsen

Knud Bay-Smidt har altid interesseret sig for handel og ikke mindst, hvordan landmænd i hele verden lever. Samtidig har han altid været nysgerrig omkring udviklingen indenfor planteforædling, og han har aldrig forstået, hvorfor mennesker i Afrika skal sulte, når de kan få mulighed for at brødføde sig selv igennem GMO afgrøder, som kan tilpasses netop deres forhold.

-Det er ikke sådan at forstå, at såfremt man bare bruger genteknologi, forsvinder hungersnøden over natten. Men at det er tåbeligt ikke at inddrage denne mulighed sammen med mange andre nødvendige tiltag, lyder det fra Knud Bay-Smidt, som har en planteavlsejendom med 200 ha med korn og frø samt 100 ha med græs til hø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Knud Bay-Schmidt havde kendt Global Farmer Network i godt to år, inden de kontaktede ham.

-Jeg havde fulgt deres side på Facebook i et par år og kommenteret på flere opslag. De må have bemærket, at jeg havde bemærket dem. De kontaktede mig og efter noget tid blev jeg opfordret til at nominere mig selv for at blive optaget i foreningen, fortæller han.

Knud Bay-Smidt er endnu engang inviteret til USA. Denne gang til Illinois i uge 21, hvor han i en uge skal på kursus omkring genteknologi på farmer niveau.