Der er kø, hvis man vil være økologisk landmand. Det har Kenni Jørgensen fra Vrå i Vendsyssel blandt andet måttet sande.

- Jeg havde håbet på, at jeg kunne lægge om. Men jeg kan ikke finde nogen opkøber, der vil tage imod de økoæg, jeg havde planer om at levere, fortæller han til DR Nyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kenni Jørgensen er konventionel landmand og har i dag 18.000 skrabehøns. Da han overtog sit landbrug, var det planen, at det hurtigt skulle blive økologisk. Men det er pludselig blevet en dårlig idé.

- Jeg havde jo regnet med en økonomisk gevinst på at skifte, så det er jeg da lidt træt af, fortæller Kenni Jørgensen til DR.

Der har været stor vækst i salget af økologi de seneste år, men omvendt er der også de sidste tre år kommet 833 nye økologiske landbrug til. Nu er behovet for økologiske produkter dækket, lyder meldingen.

- Vi må råde landmændene til at vente et par år med at lægge om. For der er ikke kunder til flere økoæg, økomælk eller økosvinekød lige nu end det, der bliver produceret, siger økologirådgiver fra Landbo Nord, Eske Laursen til DR.