Landmænd skal tilbagebetale halv million i elevstøtte

Arbejdsgivernes Elevrefusion kræver knap en halv million kroner fra 27 danske landmænd, som har fået tilskud for udenlandske elever uden arbejdstilladelse. Flere landmænd kan blive mødt med krav i sagen.

kpc  17.08.12 | 09:27

Mindst 27 danske landmænd har fået udbetalt løntilskud for udenlandske elever på forkert grundlag. Det mener Arbejdsgivernes Elevrefusion, AER. Derfor forlanger AER nu, at de 27 arbejdsgivere i landbruget betaler i alt 491.526 kroner retur. Det skriver 3F.

Forklaringen er, at de 27 landmænd har fået refunderet løn til udenlandske elever, selv om udlændingene ikke havde opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i begyndelsen af forløbet. Når disse tilladelser ikke er i orden, er den indgåede uddannelsesaftale ugyldig – og dermed er arbejdsgiverne ikke berettiget til refusion fra AER.

- Vi mener, at der ikke er lovhjemmel til udbetaling af AER. Og at det er en fejl, at pengene er udbetalt i sin tid, siger Ole Bonde Larsen, formand for AERs bestyrelse til 3F.
 

Uvildig advokatundersøgelse

Fagbladet 3F afslørede tilbage i 2009 et samarbejde mellem danske landmænd og Borris Landbrugsskole. En meget stor del af den omstridte skoles udenlandske elever fik aldrig en hel landbrugsuddannelse i Danmark, men udlændingene udløste AER-tilskud til landmændene, mens eleverne gik på den nu lukkede skole.

Afsløringen fik AER til at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse. På baggrund af en stikprøvekontrol har AER krævet, at 25 arbejdsgivere nu skal betale i alt 464.310 kroner tilbage i lønrefusion for perioder, hvor deres udenlandske elever på Borris Landbrugsskole ikke havde opholds- og arbejdstilladelse ifølge Udlændingeservice. Kravet til de enkelte landmænd lyder på mellem 3.000 og 27.000 kroner

Sagen kan dog sagtens vokse sig større. For AER har bedt Udlændingeservice om at kontrollere yderligere 178 udenlandske elevers opholds- og arbejdsgrundlag. Alle eleverne var optaget på Borris Landbrugsskole.

 

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.