Agco Finance anerkender de aktuelle økonomiske udfordringer for landbrugserhvervet, herunder at en del landbrug er lukningstruede. Men selskabet oplever trods alt, at flertallet af landbrugene er i en situation, hvor Agco Finance forventer at de klarer sig igennem krisen, og selskabet giver derfor sjældent afslag på finansiering af maskinkøb.

Hos forhandlerne af Challenger, Fendt, Massey Ferugson og Valtra sælges der derfor fortsat maskiner til landmændene, trods masser af mediehistorier om krise og lukningstruede bedrifter.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Claus Borgensgaard, chef for Agco Finance i Danmark, nævner at en tæt relation mellem Agco Finance og forhandlere af Agcos produkter er med til at give et godt indblik i, hvordan landmændenes situation er.

- Vi har daglig kontakt med kunderne og ved, at de ikke er til at slå ud. De brokker sig ikke. Og derfor tror vi ikke på historierne om, at der skulle være en høj andel af bedrifterne som er lukningstruede, siger han. Men der er ingen tvivl om, at det er hårde tider for de fleste af landbrugets driftsgrene.

Billigere end bankerne

Og en høj andel af de maskiner landmændene køber finansieres af Agco Finance.

Det hænger, ifølge Claus Borgensgaard sammen med, at bankerne ikke kan konkurrere med de vilkår, som Agco Finance kan tilbyde.

Og de landmænd, som køber traktorer og mejetærskere, har tilsyneladende ingen problemer med at få kreditgodkendelse hos Agco Finance.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi siger i hvert fald ikke nej til ret mange, siger Claus Borgensgaard.

Tilpasset kunderne

- Det er blandt andet en kombination af de renter, vi kan tilbyde, og stor fleksibilitet i de løsninger, vi tilbyder kunderne. Og så har forhandlerne attraktive priser, vurderer han.

Hos Agco Danmark A/S bekræftes vurderingen af administrerende direktør Christian Devantier, som illustrerer udbredelsen af finansieringskøb med, at en meget høj andel af alle Agco-maskiner finansieres via Agco Finance, og at andelen er stigende.

Claus Borgensgaard fremhæver desuden, at Agco Finance også gør meget ud af at finde alternative løsninger for kunderne.

- Der findes næsten altid en anden vej, hvis noget ser svært ud, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men normalt går det hurtigt med at skaffe en kreditgodkendelse.

- Vi har lige haft en kunde, som vi bad om at sende sit regnskab. Det havde vi et par timer senere, og efter yderligere 20 minutter var kunden kreditgodkendt, fortæller han.

En myte

Og så benytter han lejligheden til at aflive en myte, som han mener bankerne står bag, nemlig at prisen på en maskine er højere, hvis den finansieres af Agco Finance.

- Der er overhovedet ingen forskel på priserne, understreger han.

En yderligere faktor, som Claus Borgensgaard fremhæver til fordel for Agco Finance er, at importører og Agco Finance hjælper hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder at vi kan sige ja til flere. Vi er primært sat i verden for at finansiere Agco-produkter, men vi finansierer alle maskiner og redskaber hos Agco-forhandlerne, siger han.

- Vi har hele tiden haft - og vi har stadig - mange penge i Agco Finance, siger Claus Borgensgaard.

Kender kunderne

- Maskinforretningerne kender kunderne, og hvis en kunde er en god kunde med en god historik gennem mange år, er det en ekstra information, som vi får, og det er noget, vi vægter højt, siger han.

Han erkender da også, at det således er en fordel at være en kendt kunde i en maskinforretning, og at kreditgodkendelsen dermed går hurtig.

- Vi arbejder kun i landbrugsmaskiner og giver dagligt finansieringstilbud, også til nye kunder, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og han nævner, at Agco Finance også strækker sig langt for kunderne.

- Vores kunder har ikke fået ændrede vilkår igennem årene, siden vi gik ind på markedet i januar 2009, da krisen lige var begyndt i Danmark.

- Det er noget vi anser for vigtigt for vores troværdighed i forhold til vores kunder. Og vi giver også lang snor til kunder, som har et midlertidigt likviditetsproblem. Vi tror og håber, at de kunder vi hjælper i sådan en situation og husker os, når det går den anden vej, siger Claus Borgensgaard.

Selv om Claus Borgensgaard anslår en meget positiv tone i forhold til finansieringen, lægger han ikke skjul på, at der selvfølgelig også er nødlidende sager.

- Men det er forbavsende få - og dem håndterer vi selvfølgelig, siger han.