Oven på de seneste dage og ugers halmbrande i Haderslev-området lægger Sønderjysk Landboforening op til at invitere til et medlemsmøde med fokus på sikring af ejendommene. Det fortæller Per Grønbæk, der er direktør for Sønderjysk Landboforening.

Fredag har Per Grønbæk haft møde med både Haderslevs beredskabschef og chefen for det lokale bygnings- og maskinkontor for at høre, om der er noget, som kan og skal gøres her og nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sammen med beredskabschefen fandt vi ud af, at vi ikke gør noget akut. Folk finder selv ud af det med at låse af og holde øje med om der sker noget mystisk eller er unormal trafik. På den baggrund er der ingen grund til at skabe større usikkerhed ved at arrangere et møde i panik, siger Per Grønbæk.

Pyroman-teori

Ifølge direktørens oplysninger arbejder politiet ud fra en teori om, at brandene er påsat, og det er også det mest sandsynlige efter hvad Per Grønbæk har hørt.

- Det vil være helt usandsynligt, hvis disse brande skulle opstå naturligt, siger direktøren.

Per Grønbæk fortæller, at Sønderjysk Landboforening - på baggrund i halmbrandene - vil arrangere et medlemsmøde efter påske.

- Her vil vi se på de foranstaltninger, man kan tage både ved halmoplag og andre former for produktion. Lige nu er det halmen, der er i fokus, men der findes også potentielt farlige ting andre steder, så vores program bliver måske lidt bredere, siger Per Grønbæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forsikrings-spørgsmål

Han nævner, at mødet også skal handle om, hvad landmænd kan gøre med lys og kamera, og hvordan man er stillet forsikringsmæssigt, hvis man har en traktor, der brænder af sammen med et læs halm.

- Folk er ikke helt klar over, hvordan de køretøjer, de har ved halmen er forsikret. Er man heldig, er maskinerne dækket, og er man uheldig er de ikke forsikret. Det er vigtigt, at man er helt afklaret omkring, hvordan ens forsikring dækker. Det kan også betyde, at man kan få en billigere forsikring, siger Per Grønbæk.

Gardering uden panik

Han er opmærksom på, at hvis det er en pyroman, der er på spil i Sønderjylland, skal der måske fares lidt mere lempeligt frem på sigt.

- Vi skal finde ud af, hvordan vi kan gardere os uden at der går panik i den, siger Per Grønbæk.