To landmænd bliver prøveklude i grundvandsprojekt

Århus Kommune vil beskytte grundvandet og har derfor udpeget områder, hvor der hverken må sprøjtes eller gødes. Landmænd føler sig taget som gidsler.

mbk  07.08.12 | 13:24

Får Århus Kommune sin vilje, må Hans Ole Thomsen snart ikke længere hverken gøde eller sprøjte på sin jord.

Toftegaard, som han ejer og driver, ligger nemlig lige midt i et af de områder, kommunen har fokus på i planen for beskyttelse af grundvandet omkring Mårslet, Beder og Malling. Det fortæller Bæredygtigt Landbrug på foreningens hjemmeside.

For Hans Ole vil planen, der endnu ikke er endeligt vedtaget, betyde, at han skal skære ned på sin griseproduktion og samtidig have større udgifter til den. Med kommunens plan vil han ikke længere kunne være selvforsynende, men derimod nødsaget til at købe foder til sine grise, som der samtidig bliver færre af, fordi jorden ikke længere må få gylle.

Hans nabo, Herbert Ravn, der driver små 300 hektar, er også ramt af planen. Og han påpeger, at udbyttetabet ikke står alene.

- Sådan en ejendom er jo usælgelig. Jorden er jo ikke noget værd, hvis man ikke må gøde og sprøjte, og folk kan jo ikke have 50 hektar jord for at sidde og kigge ud over vandet, siger han.

Forurening ikke fra landbruget

Både Hans Ole Thomsen og Herbert Ravn er frustrerede over kommunen plan. De er enige om, at det selvfølgelig er vigtigt at beskytte grundvandet, men ingen af dem kan se, at tiltagene, som planen vil bruge, gør den store gavn.

- Alle vil jo beskytte grundvandet, men det synes vi faktisk også, at vi gør. Der er jo ikke fundet kemi. Når de lukker boringer, er det fordi de har fundet BAM, og det kommer ikke fra noget landbruget har sprøjtet ud, forklarer Hans Ole Thomsen til baeredygtigtlandbrug.dk.

Begge landmænd har observeret brug af ukrudtsmidlet Prefix omkring boringer og prøveboringer i området.

- Det er jo lidt svært at høre på, at vi bliver anklaget for at forurene, når det er kommunens og vandværket egne folk, der har brugt Prefix, som BAM er et restprodukt af. Det bruger vi ikke i landbruget, påpeger Hans Ole Thomsen.

Hans Ole Thomsen og Herbert Ravn er frustrerede over at skulle være prøveklude for projektet, mens andre slipper. 

- Hvorfor skal vi være prøveklude for hele landet? Jeg mener jo, at der må gælde de samme regler for alle landmænd i hele landet, siger Hans Ole Thomsen.

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.