93,5 procent af de danske landmænd får i morgen udbetalt deres del af den direkte landbrugsstøtte for 2015, som er på i alt 6,2 milliarder kroner.

Støtten kommer dermed ud et par uger før end forventet, hvilket er kærkomment midt i en vanskelig økonomisk periode for mange landmænd, som er pressede af lave afregningspriser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har stor betydning for mange landmænds likviditet, at pengene allerede bliver overført til deres NemKonto i dag. Derfor har vores medarbejdere knoklet for, at vi nu står her og er langt med at få udbetalt de vigtige støttekroner, lyder det fra NaturErhvervstyrelsens EU-direktør Sarah Børner.

Dermed kommer landbrugsstøtten hurtigere ud til danske landmænd end i nabolande som Sverige og England, hvor flere landmænd må vente længere tid på deres penge.

Tidligere på året forventede NaturErhvervstyrelsen ellers, at støtten først ville komme senere i december og i løbet af januar til de i alt 40.800 landmænd.

Årsagen var, at danske landmænd i år skal leve op til en række nye, komplicerede regler i forbindelse med indførelsen af EU's store landbrugsreform, hvilket gør ansøgningsprocessen og sagsbehandlingen mere omfattende.

Reformen betyder samtidig, at EU har øget antallet af kontroller på landbrugene, inden pengene skal udbetales.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det forventes at stort set hele støtten er udbetalt ved udgangen af januar, når resten af de sager, som kræver længere sagsbehandling, er færdigbehandlet.